Myter i klimadebatten

Af Sebastian H. Mernild, klima- og polarforsker, Ph.D., Los Alamos National Laboratory, New Mexico, USA

I denne og kommende klimaklumme vil der blive taget fat på nogle af de mange myter, der forekommer i klimadebatten. Den offentlige klimadebat er desværre ofte skæmmet af en række faglige misforståelser, som er blevet gentaget et utal af gange, således at de på uheldig vis har opnået mytestatus.

Myte #1: Middeltemperaturen skal stige fra år til år, for ellers er der ingen global opvarmning.
Hvis middeltemperaturen et år er koldere end det forgående år, er der så tale om global afkøling? Naturligvis ikke, da den globale årsmiddeltemperaturkurve er fyldt med såvel mindre som større udsving.
På trods at de omtalte udsving, så er tendensen entydig. Temperaturen stiger, også til trods for, at 2010 ifølge NASA/GISS og NOAA’s National Climatic Data Center var det hidtil varmeste år globalt, der er målt siden 1850. Året 2010 tangerede den tidligere varmerekord fra 2005 – året 2010 var 0,01 grader højere, så statistisk set må de to år regnes for at være lige varme.
Med baggrund i temperaturserien blev fire uafhængige statistikere bedt om at analysere den globale temperaturudvikling, uden at de fik fortalt, at det var temperaturdata, de sad med – for de fire herrer var der blot tale om en talrække. Ingen af de fire kom frem til, at kurveforløbet i den sidste halvdel eller fjerdedel havde en statistisk udfladning eller et fald, og dermed er der ikke tale om en opbremsning af klodens globale opvarmning.
Det ujævne kurveforløb af den globale årsmiddeltemperatur skyldes forskellige variationer, der giver mindre eller større udsving på den bagvedliggende stigende tendens. Af forskellige variationer kan blot nævnes naturlige variationer i energitransporten mellem de forskellige dele af jordens atmosfære-hav-system, især havoverfladetemperaturerne i det centrale Stillehav (disse variationer kaldes El Nino), og udledningen af aerosoler, fx. gennem industrielt og vulkansk svovl, hvorimod den bagvedliggende stigende tendens skyldes drivhuseffekten i atmosfæren. Drivhusgasserne i atmosfæren absorberer dele af den langbølgede stråling og sender den tilbage til jordoverfladen, hvorved mængden af energi sendt ud fra kloden ikke længere er i balance med den modtagne energi fra Solen. Der er således tale om et energioverskud, hvorfor klodens middeltemperatur vil stige, indtil der igen er balance i regnskabet mellem indkommende og udgående energi.

Myte #2: Der har tidligere været naturlige klimaforandringer, og derfor er de nuværende også naturlige
Et af de mest anvendte argumenter i klimadebatten mod den menneskeskabte påvirkning af klodens klima er, at tidligere tiders klimaforandringer har været naturlige, og derfor er de nutidige forandringer det ligeledes. Argumentationsformen kaldes induktion, og ved induktion forstås, at man observerer enkelte tilfælde og konkluderer noget generelt (generalisering). Et filosofisk standardeksempel på induktion er, at man gentagene gange har observeret, at de svaner, man har set, er hvide. Man slutter heraf, at alle svaner er hvide. Fejlagtigheden i denne måde at konkludere på illustreres af det forhold, at alle svaner, der var observeret i det attende århundrede i Europa, var hvide, men alligevel eksisterede der sorte svaner i Australien. Nok så mange observationer garanterer altså ikke induktionsmetodens rigtighed. Der er derfor intet i fortidens naturlige klimaforandringer som logisk set forhindrer de igangværende forandringer i at være menneskeskabte – at der findes naturlige variationer i klimasystemet udelukker ikke, at CO2-udledningen betyder noget for klimaet.
Til stadighed forskes der i at forstå årsagerne til tidligere tiders klimaudsving. Det viser sig, at CO2 næsten uundgåeligt har haft en vigtig rolle. Geologiske vidnesbyrd i relation til istiders kommen og gåen peger ligeledes på CO2 som en klimamedspiller sammen med variationer i den solare indstråling som følge af Jordens bevægelse om Solen. CO2 har ikke altid været den udløsende faktor i tidligere tiders klimasvingning, og nogle gange har den virket som en kobling og derved forstærket ændringer, som var i gang af andre hovedårsager.