Amerikanske cigaretproducenter har i årevis måttet døje med søgsmål, hvor selskaberne anklages for at være skyldige i kræftdød og andre sygdomme. Nu er turen kommet til 30 energifirmaer, som anklages for at have forårsaget
orkanen Katrina.
Katrina lagde næsten hele millionbyen New Orleans øde, og blot 22 dage efter anlagde en advokat, som repræsenterer en række grundejere i byen, sag mod store olie-, elektricitets- og kulvirksomheder. I første omgang blev sagen afvist af en distriktsdomstol, men nu har en højere retsinstans givet grønt lys for retssagen.
Som begrundelse angives, at de skader, som klimaforandringerne medfører, er alvorlige og velkendte, at stigende havtemperaturer kan medvirke til at gøre orkaner mere voldsomme, og at niveauet i verdens have er steget mellem 10 og 20 cm i løbet af det 20. århundrede som følge af global opvarmning.
Det er anden gang inden for få uger, at en appeldomstol i USA har givet tilladelse til en retssag, der handler om klimaskader. I september fik flere stater med Connecticut i spidsen tilladelse til at indlede en sag med det formål at få energiselskabet American Electric Power og andre lignende selskaber til at reducere deres udledning af drivhusgasser.
Kilde: Nola.com