Planktonen i og omkring Polarhavet blomstrer nogle steder 50 dage tidligere end i slutningen af 1990’erne, viser en ny undersøgelse foretaget af blandt andet forskere fra Scripps Institution of Oceanography i San Diego, USA. Dette har måske allerede nu voldsomme konsekvenser for fødekæderne i havområderne.
Forskydningen er overvejende sket i de områder, hvor isdækket er svundet ind, men forskerne kan ikke sige noget om, hvorvidt dyrene i toppen af fødekæden – især fisk – er i stand til at følge den nye rytme i fødegrundlaget. En typisk fødekæde i området opstår, når de grønne planteplankton (phytoplankton) mangedobler i antal og fortæres af kødædende plankton, som igen ædes af krebsdyr, der er føde for fisk.
Oceanografen Mati Kahru fra forskerholdet frygter, at forandringen vil sprede sig til hele Arktis og forrykke balance i det samlede økosystem med store konsekvenser for fiskebestanden til følge.
Undersøgelsen er foretaget ved hjælp af satellitfotos taget i perioden 1997-2010. På kortet ses de områder, der er blevet undersøgt. I blå områder er blomstringen fremskyndet, i røde områder ligger den nu senere, end den gjorde i begyndelsen af undersøgelsesperioden. De fleste blå områder befinder sig i Arktis.
