Husk mig
▼ Indhold

Omstillingen i nationale samfund

Af Hans Branner
Artiklen er en del af kapitlet Klimapolitik er verdenspolitik, der har været trykt i lærebogen Klima (AT-tema) fra 2009.

< Kan staterne enes om løsninger?IndholdsfortegnelseEr Danmark et foregangsland i kampen mod klimatruslen? >


Omstillingen i nationale samfund

Klimaproblemet er grundlæggende internationalt i sin karakter. Vi har hidtil set på, hvad det vil sige og hvilke muligheder, der er for at finde løsninger gennem internationale forhandlinger. Men politisk er verden stadig hovedsageligt bygget op på grundlag af knap 200 selvstændige enheder kaldet stater. Også de fleste grænseoverskridende – og som her sågar globale – spørgsmål bliver ofte først og fremmest søgt løst på nationalt plan. Det er ikke altid lige hensigtsmæssigt, men på den anden side kan man hævde, at processen mod løsninger jo skal starte et sted. Og her er det nationale niveau velegnet. For beslutninger, der er truffet på dette niveau, opleves normalt som mere legitime og forpligtende af den enkelte borger, der jo i sidste ende også skal bære en del af byrden, end når de træffes i fjerne fora af mere eller mindre ukendte politiske ledere.

Figur. 5: Fem niveauer i kampen mod klimatruslen
Fem niveauer i kampen mod klimatrusler
Beslutninger, der sigter på at bekæmpe klimatruslen – hvad enten de træffes på lokalt, nationalt eller internationalt niveau – vil som regel være forbundet med omkostninger af både den ene og den anden art. De kan medføre lukning af arbejdspladser, fordi virksomheder mister konkurrenceevne; de kan indebære afgiftsforhøjelser og dermed mindsket realindkomst; de kan føre til afsavn eller ændret livsførelse, hvis produkter forbydes, eller deres anvendelse begrænses (f.eks. kvoter for brug af flytransport). Både stater, virksomheder og den enkelte kan altså blive økonomisk og på anden måde ringere stillet, og politikere kan miste vælgeropbakning. Stærke kræfter, herunder lobbygrupper fra dele af industrien, vil derfor ofte modarbejde beslutninger, der effektivt søger at mindske klimatruslen. Heroverfor står en række organisationer og græsrodsbevægelser, der har som mål at arbejde for mere klimavenlige beslutninger på alle niveauer. I Danmark er der i 2008 dannet en specifik klimabevægelse (se www.klimabevaegelsen.dk), der har lokalgrupper flere steder i landet. Dens fokus i klimakampen er især det private niveau, men også det lokale og det nationale spiller en rolle. Det samme gælder 92-gruppen, der er en sammenslutning af forskellige foreninger og grupper med interesse for miljøspørgsmål (se www.92grp.dk). Dens aktiviteter er også rettet mod det internationale niveau.

Et andet eksempel er miljøbevægelsen NOAH, der i høj grad også har taget klimaproblemet op (se www.noah.dk). NOAH’s fokus er også beslutninger, der træffes i Danmark, men den er samtidig en del af en international bevægelse, Friends of the Earth, der har afdelinger i mange lande verden over, og som aktivt søger at påvirke beslutninger, der træffes på regionalt og globalt plan. Tilsvarende gælder for Verdensnaturfonden (se www.wwf.dk), der i klimakampen har allieret sig med private virksomheder og dermed bl.a. satser på det private niveau. På det internationale niveau arbejder endvidere en organisation som Greenpeace (se www.greenpeace.dk), der ofte gennem provokerende aktioner har tiltrukket sig mediernes opmærksomhed. De forskellige idealistiske organisationer på klimaområdet henter i høj grad deres styrke i den stigende bekymring, der overalt gør sig gældende for konsekvenserne af den globale opvarmning (se figur 1).

I alt kan der skelnes mellem fem forskellige niveauer, hvor der træffes beslutninger, der har relevans for løsning af klimaproblemet: det nationale og to der ligger over, og to der ligger under, jf. figur 5. Det nationale niveau er fremhævet i figuren, fordi det på mange måder er omdrejningspunktet for, hvad der sker på de andre niveauer. Men man skal lægge mærke til, at pilene går begge veje. Skal man forklare de ændringer i klimapolitikken, der er ved at ske på nationalt niveau i USA, er det således vigtigt at inddrage indflydelsen fra de globale aftaler, der er indgået (især Kyoto-protokollen), og fra beslutninger truffet i delstater, større byer og virksomheder. Der er i USA en stærk bevægelse på lokalt plan for at forpligte sig til CO2-reduktioner, og mange virksomheder betragter det som en væsentlig del af deres imagepleje at fremstå miljøvenlige.

Nogle hævder, at store private virksomheder, ikke mindst de multinationale selskaber, spiller en nøglerolle, hvis der for alvor skal rykkes noget i kampen mod klimaforandringerne. I kraft af deres investeringer og deres muligheder for at påvirke forbrugsmønsteret øver de stor indflydelse, og de betragtes derfor af mange som aktører med samme vægt som staterne – hvis ikke større. I stigende grad er der økonomiske fordele for virksomhederne ved at indrette sig på et marked, hvor forbrugerne er blevet mere klimabevidste, og hvor statslige og internationale aftaler lægger nye rammer for deres dispositioner.

I Europa er samspillet mellem det nationale og det regionale plan på grund af EU meget centralt. I næppe noget andet område i verden er bevidstheden om gensidig afhængighed mellem stater så høj som i Europa, og samtidig er bevidstheden om konsekvenserne af klimaforandringerne også meget høj. Kombineret med at de europæiske stater stort set alle er demokratier, har det ført til en forholdsvis stor villighed til at gøre noget ved klimatruslen på det nationale niveau; men også en villighed til at lade EU – der i forvejen er det mest udviklede overstatslige samarbejde i verden – gå foran i kampen mod denne trussel. EU har i 2007 vedtaget en energi- og klimaplan, der er mere vidtgående, end den kendes fra andre regioner.

EU’s overstatslige karakter gør organisationen særlig velegnet til at tage sig af klimatruslen. Fælles problemer kræver fælles beslutninger, men på globalt plan findes ingen myndigheder, der med tilstrækkelig styrke kan træffe den slags beslutninger. Denne mangel er i Europa erstattet af EU, der kan gennemtvinge sine beslutninger over for medlemsstaterne – og hvor modvillige stater kan blive stemt ned. Fordelen ved et sådant overstatsligt samarbejde i kampen mod klimatruslen er endvidere, at man sikrer en rimelig byrdefordeling og undgår ’free-rider’-problemet.

For Danmarks og andre europæiske staters vedkommende er påvirkningen fra det regionale niveau derfor stor. Men det betyder ikke, at påvirkningen ikke også går den anden vej. Uden opbakning fra medlemsstaterne – og dermed også fra de niveauer der ligger under det nationale – vil EU ikke kunne handle. Og det er også vigtigt for EU’s muligheder, at nogle medlemsstater – som Danmark i perioder har gjort mht. alternativ energi – optræder som foregangslande, der kan trække andre lande med op. På større plan er det sket i forbindelse med EU’s udvidelse i 2004 og 2007 med otte østeuropæiske lande, hvis miljøstandarder haltede langt efter de gamle medlemslandes.

På alle fem planer, men især på det nationale, vil man se, at politiske modsætningsforhold, som man kender dem fra andre politikområder, gør sig gældende. Der vil således normalt kunne konstateres forskelle mellem liberale og socialistiske holdninger, når klimaproblemerne diskuteres, men ofte kan det i konkrete tilfælde være svært at udrede disse forskelle. Liberale holdninger har i højere grad end socialistiske været forbundet med en vis tøven ved at ville erkende klimaproblemernes alvor, hvilket kan være med til at forklare omsvinget i dansk miljøpolitik efter regeringsskiftet i 2001.

Som ideologi tager liberalismen udgangspunkt i troen på det harmoniske samfund – der er ingen indbyggede store modsætninger eller interessekonflikter. Og de problemer, der opstår, kan løses i kraft af menneskets fornuft og markedskræfternes frie spil. Hermed følger også, at statslige indgreb skal reduceres mest muligt. Overført på klimaproblemerne betyder det, at der skal lægges vægt på det personlige ansvar og de tiltag, der kan gennemføres af den enkelte. Ligeledes tillægges de private virksomheder en vigtig rolle. Markedsmekanismerne vil sikre deres medvirken til løsning af problemerne – i samspil med nye krav fra forbrugerne vil de se en økonomisk fordel i at fremstå mere klimabevidste. Og samtidig vil der opstå et incitament til at udvikle mere klimavenlige teknologier, der f.eks. vil kunne muliggøre elbiler. Alt i alt er der en tro på, at problemerne løser sig selv, og at dommedagsscenarier skal undgås.

Socialisterne har været tilbøjelige til at anskue problemerne ud fra et andet grundsyn. For dem er konflikter og modsætninger i det kapitalistiske samfund naturlige, og klimatruslen blev fra et tidligt tidspunkt tolket ind i denne ramme som endnu et eksempel på, at private og offentlige interesser kunne være i modstrid med hinanden. Det var derfor nødvendigt, at staten satte ind med effektive midler: grønne afgifter til styring af forbrugeres og virksomheders adfærd, kontrol med og krav om reduktion af CO2-udledninger og omlægning til alternative energiformer gennem offentlige tilskudsordninger. Alt sammen en afspejling af en ringe tiltro til, at problemerne alene kan løses af markedskræfterne.

I ren form er disse principielle, ideologiske forskelle svære at genfinde i praktisk politik. Liberale erkender nødvendigheden af offentlige reguleringer på området, og socialister lægger vægt på også at inddrage borgere og virksomheder i kampen mod klimaændringerne. Og hos begge parter ser mange – men langt fra alle – EU som et vigtigt redskab i denne kamp. Hertil kommer, at forskellen mellem regering og opposition i Danmark sløres af, at der i den konservative ideologi indgår en stærk hensyntagen til miljøet. Konservatismen opererer med en forpligtelse over for tidligere og kommende generationer og dermed også en forpligtelse til hverken at drive rovdrift på klodens ressourcer eller varigt forringe menneskehedens livsbetingelser gennem klimaændringer. Det er måske ikke tilfældigt, at ændringen i VK-regeringens klimapolitik (se boksen Er Danmark et foregangsland) tidsmæssigt faldt sammen med, at den konservative Connie Hedegaard overtog ansvaret for området fra den liberale Hans Christian Schmidt.

< Kan staterne enes om løsninger?IndholdsfortegnelseEr Danmark et foregangsland i kampen mod klimatruslen? >






 0 kommentar(er) · 1244 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Omstillingen i nationale samfund:

Husk mig

Lignende indhold
Artikler
Konkrete politiske forslag til omstillingen af den danske økonomi
Thomas Meinert Larsen: Divestment som redskab til at fremme grøn omstilling
DebatterSvarSeneste indlæg
Det gode grønne samfund11830-03-2014 11:51
Det papirløse samfund429-11-2013 13:55
Omstilling af Kraftvarmeværker28602-02-2013 19:14
Incitamenter til boligens omstilling429-10-2012 21:45
Energi, omstilling og klima.10203-03-2009 22:37
▲ Til toppen
Afstemning
Bør der indføres en klimaafgift på oksekød, som foreslået af Etisk Råd?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik