Den stille, glemte revolution

Af Martin Lidegaard, Formand, CONCITO - Danmarks grønne tænketank

Mens Folketing og partier er travlt optaget af at diskutere efterløn, ejendomsskatter og udlændingepolitik, er der forbløffende tavshed om den stille revolution i prisen for råvarer. Over de sidste to år er verdens fødevarepriser steget med små 20 %, oliepriserne med 50 %, kulpriserne med 30 %, de seks vigtigste metaller med 50 % osv. osv. Stigningerne startede allerede i 2008, men blev senere dæmpet af krisen. Nu er de vendt tilbage med fuld styrke - vel at mærke på et tidspunkt, hvor den økonomiske krise endnu ikke har fortaget sig helt i hverken USA eller EU. Nordeas cheføkonom Helge J. Pedersen udtaler således 19. januar i år, at blandt andet "dramatisk stigende råvarepriser" kan true det økonomiske opsving.

Der er sådan set ikke noget mystisk eller uforklarligt ved prisernes himmelflugt. Antallet af mennesker på kloden stiger med rekordfart, og det gør vores individuelle forbrug også. Til gengæld er en lang række af de basale ressourcer, der indgår i vores forbrug, ved at blive knappe. Det gælder olie, det gælder vand, det gælder jord, det gælder fosfor, det gælder de vigtigste metaller osv. osv. Efterspørgslen stiger, udbuddet falder. Man skal ikke have læst økonomi i mange timer for at vide, hvad det betyder for prisen. Dertil kommer, at den globale opvarmning - som påpeget af et nyt større studie fra Deutsche Bank - i sig selv betyder, at både udvinding af råstoffer og produktion af fødevarer bliver sværere.

Store stigninger i råvarepriserne kan ikke afspejles direkte i en tilsvarende stigning i den enkelte danske husstands omkostninger, for vi bruger også mange penge på at betale af på boliger, biler og mange andre større indkøb, og i produktionen af den enkelte vare indgår også en række andre omkostninger end råvaren. Men selvfølgelig har råvarernes pris en betydning på sigt, især når prisernes himmelflugt er så massiv, som tilfældet er i øjeblikket. På sigt vil den stille revolution få endog meget stor betydning for reallønnens udvikling, ja, for hele vores velfærd og måde at leve på. Langt større betydning end både efterlønnen og ejendomsskatterne tilsammen.

På den baggrund er det intet mindre end ubegribeligt, at hverken de politiske partier eller førende økonomer for alvor forholder sig til det.