Den stigende efterspørgsel på fladskærms-tv får nu to atmosfærekemikere til at slå alarm. Fladskærmene er nemlig fyldt med en drivhusgas, der er over 17.000 gange kraftigere end CO2.
Det er de to atmosfærekemikere Michael J. Prather og Juno Hsu fra University of California, der i en videnskabelig artikel advarer om et farligt stof, som bruges i forbindelse med fremstillingen af fladskærms-tv og mikrochips.
Det syntetiske stof hedder nitrogentrifluorid og bærer det kemiske navn NF3, og de to atmosfærekemikere betragter det som ”den glemte drivhusgas”. Men stoffet bør langt fra forblive glemt, da man regner med, at produktionen af NF3 når op på 8000 ton i 2010, blandt andet som følge af den stigende efterspørgsel på fladskærms-tv. Det svarer til en udledning på 130 millioner ton CO2 eller dobbelt så meget, som Danmarks samlede udledning af drivhusgasser på et år.
NF3 er ikke omfattet af
klimaaftalen fra Kyoto eller andre internationale aftaler, og man har endnu ikke undersøgt mængden af gassen i atmosfæren. Beregninger viser, at gassen har en levetid på 550 år.
Kilde: Ritzau
