En række virksomheder tjener godt på de
CO2-forureningskvoter, de har fået gratis tildelt af den danske stat, skriver Politiken.dk. For eksempel har Aalborg Portland fået næsten dobbelt så mange CO2-kvoter, som virksomheden har brug for, og ligger i dag inde med overskydende kvoter til en værdi af 133 millioner kroner.
Nye tal fra EU-kommissionen afslører, at Mærsk Oil har ekstra CO2-kvoter for 50 millioner kroner, og en række andre danske giganter som Dong Energy og Carlsberg er ejere af gratis kvoter for mange millioner, der kan sælges videre til andre virksomheder med stor fortjeneste.
EU’s klimakommissær, Connie Hedegaard, er fortørnet over milliongevinsterne og vil nu lægge bånd på medlemslandenes uddeling af CO2-kvoter de kommende år.
”Man kan godt forestille sig at kvoter, der endnu ikke er blevet uddelt, heller ikke bliver det,” siger Connie Hedegaard.
Hun vil dog ikke tage kvoterne fra virksomhederne, men vil arbejde for, at der uddeles færre, gratis kvoter, når EU i 2013 foretager en ny kvotefordeling.
De danske virksomheder, der ligger inde med værdifulde forureningskvoter, afviser kritikken.
”Vores overskydende kvoter fra de sidste to år er udelukkende et udtryk for vores faldende produktion i krisen,” siger underdirektør i Aalborg Portland Preben Andreasen.
Kilde: Politiken.dk