Grund til bekymring over klodens nutidige og fremtidige tilstand?

Af klima- og polarforsker (Ph.D. og Post Doc.) Sebastian H. Mernild, University of Alaska Fairbanks, Alaska, USA

I sensommeren og begyndelsen af efteråret har overskrifter som "Nordpolen smelter hurtigt", "Global opvarmning: dødsdom eller hysteri?" og "Isbjørnen vil overleve global opvarmning" været at læse i danske skrevne medier, og de kan alle ses som del af den igangværende klimadebat. Debatten om nutidige klimaforandringer samt konsekvenserne af disse er ligeledes blusset op i kølvandet på politologen og statistikeren Bjørn Lomborgs bog 'Cool it'. Desuden har besøget af statsminister Anders Fogh Rasmussen, miljøminister Connie Hedegaard og kansler Angela Merkel, der lod sig fotografere ved den tilbagetrukne indlandsis ved Ilulissat (Jakobshavn) i Vestgrønland, og senest besøget i New York ved FN's uformelle klimamøde sidst i september været centrum for klimadebatten, og dermed for mediernes interesse. En debat af såvel national som global karakter, som på nogle mennesker virker verdensfjern og abstrakt, og på andre som hjerteblod. Skyldes den stigende interesse for klimaforandringer og deres effekt en reel bekymring, eller er der blot tale om en politisk stemmesluger?

Kloden er under forandring, og i særdeleshed det følsomme arktiske naturmiljø ændrer sig som følge af stigende temperaturer. De sidste 10 år (1996–2006) har været de varmeste på Grønland siden varmeperioden i 1930'erne og 1940'erne, med temperaturer på omtrent samme niveau som dengang. Skeptikere vil sige, at det var varmere for 70–80 år siden, og at vi derfor ikke bør bekymre os om de nutidige forhold. Men situationen i dag er anderledes end for 70–80 år siden, og meget tyder på, at opvarmningen denne gang – i modsætning til tidligere – vil blive ved med at stige. Enkelte steder på Østgrønland er den årlige middeltemperatur i perioden 1996–2006 i gennemsnit steget med op til cirka 1,8 grader celsius. Den gennemsnitlige temperaturstigning for Østgrønland ligger dog på omkring 1,5 grader celcius for samme periode. Om stigningen i den årlige middeltemperatur sker fra eksempelvis -25,5 til -24,0 grader celcius eller fra -0,5 til 1,0 grader celsius er af væsentlig betydning. Ikke nok med at temperaturen er steget i løbet af de sidste ti år – den årlige middeltemperatur har tilmed passeret frysepunktet (0 grader celsius) adskillige steder i Østgrønland. Det har medført, at der i dag forekommer flere tøvejrsdage, og dermed en kraftigere afsmeltning af sne og is samt optøning af permafrost, end det tidligere har været tilfældet. Isen smelter 'nu'. Som almindelig borger, og som klima- og polarforsker med det arktiske område som fagligt interessefelt, ser jeg grund til bekymring over klodens nutidige og forudsagte fremtidige tilstand. For klimaforandringerne sker 'nu'.

Atmosfærens (troposfærens) og jord- og havoverfladens gensidige påvirkninger har i de seneste 10–15 år ændret en række cryosfæriske forhold (is, sne, permafrost og havis) i det arktiske naturmiljø. Cryosfæriske forhold, som påvirker det arktiske naturlandskab og griber direkte forstyrrende ind i menneskers, dyrs og planters årlige rutiner og cyklusser. En forlængelse af tøperioden på 50–60 dage og af den snefri periode på 14–40 dage har vist sig efterfølgende at have betydning for en lang række biotiske (levende) såvel som abiotiske (livløse) forhold.

Baseret på Danmarks Meteorologiske Instituts (DMI's) klimamodellering for fremtiden kan for eksempel Nordøstgrønland forvente mildere og mere nedbørsrige vintre, hvorimod sommertemperaturerne stort set ikke vil ændres. Den primære årsag skal søges i ændrede havisforhold ud for Nordøstgrønland. Et utal af fremtidige modelscenarier indikerer, at havisen vil minimeres i udstrækning. Enkelte scenarier viser endog, at havisen om 30–50 år er helt væk i sommerperioden. En ændring i havisforholdene vil medføre en grundlæggende klimaforandring i Nordøstgrønland fra kontinentalt højarktisk til maritimt lavarktisk klima. Det betyder, at Nordøstgrønland vil opleve et klima, som det vi i dag ser i Sydøstgrønland. Bliver modelscenarierne til virkelighed, vil det få betydelige konsekvenser. Hvor planter og dyr hidtil har kunnet regne med frost og stabilt snedække fra september til maj måned, vil der nu forekomme adskillige tøperioder gennem vinterhalvåret med deraf følgende snesmeltning og efterfølgende dannelse af islag på henholdsvis vegetation og sne. Det vil give livstruende problemer for visse plante- og dyrearter, f.eks. moskusokser, som netop mangler i Sydøstgrønland. Dette grundet det maritime klima. For rensdyrene i Arktis betyder dannelsen af islag på sneen, at de ikke længere kan trænge igennem sneen, når de leder efter føde. De bliver tynde og underernærede. Og når sneen så er sjappet, tærer det på kræfterne, og rensdyrene kommer trætte og udmattede frem til de steder, hvor de føder deres kalve. Omvendt kan planternes vækstsæson forventes at starte tidligere, og med en øget CO2- og methan-flux til følge. Spørgsmålet er, om det er optagelsen eller frigivelsen af disse drivhusgasser, der vil blive øget mest?

For de fastboende i Arktis og i Nordøstgrønland, og i særdeleshed for de som lever i og af naturlandskabet, har det ændrede klima ligeledes fået betydning. Isen på fjordene dannes senere om efteråret og smelter tidligere om foråret. Fangere har kortere tid til sæljagt og fiskeri fra isen. Isen er ligeledes transportvej mellem jagt- og fiskesteder og den kortere isperiode besværliggør leveforholdene. For den danske patrulje- og specialenhed Sirius-patruljen (Patrulje Nordgrønland), som gennem vinterhalvåret patruljerer med hundeslæde i det sne- og isfyldte landskab, kan den længere tøperiode medføre, at suverænitetshåndhævelsen besværliggøres og i værste fald umuliggøres på grund af tvungne ændrede slæderuter. Dette netop fordi isen på de adskillige fjorde som patruljerne krydser er utilgængelig – enten for ustabil eller bortsmeltet.

En forlængelse af tøperioden og en minimering af havisudbredelsen vil yderligere medføre besværede jagt- og levevilkår for bl.a. isbjørnen, som sandsynligvis vil søge mod land for at tilpasse sig forholdene. 'Nye' øer a la Hans Ø vil muligvis smelte frem under havisen, hvilket har national territorial og fiskerimæssig interesse. Konsekvenserne af klimaforandringer er utallige og vidtrækkende, og alle er langtfra beskrevet her. Nogle konsekvenser forekommer mere uoverskuelige end andre, men som fagmand synes tendensen at være bekymrende og alarmerende. Det idylliske billede af et hvidt Grønland og en hvid nordpol er ved at ændre sig til et mere grønt Grønland og en blå nordpol. Forandringerne er ikke til at tage fejl af.

Ikke alle er enige i konsekvensernes omfang og i den bekymrende tendens. I 'Cool it' af Bjørn Lomborg er tonen en anden og af mere nedkølende effekt. 'Cool it' er et blændende eksempel på, hvad statistik kan anvendes til. Nemlig at forføre læseren med letkøbte argumenter ved at anvende statistik uden hensyntagen til, om der forekommer en logisk naturlig sammenhæng og politisk velvilje mellem de anvendte parametre. Lomborg erkender, at vi mennesker er årsag til klimaforandringerne, men forholder sig derudover skeptisk til omfanget samt konsekvensen af disse. Dette fordi 'Cool it' konsekvent refererer til middelscenariet fra FN's klimapanel IPCC. Det undlades kategorisk, at IPCC klart tydeliggør, at effekterne kan blive langt mere dramatiske. Det er de dramatiske ændringer, jeg som fagmand ser i det arktiske område år for år, og som statistikeren Lomborg desværre undervurderer. Bogen bidrager, som jeg ser det, desværre ikke med ny viden, men indeholder en række selektive, subjektive analyser med meget lille substans. Et råd til Lomborg kunne være, at han skulle give sig tid til et besøg i den barske og idylliske arktiske natur for at få et indtryk af dels de naturmæssige forhold og sammenhænge og dels for at indse, at statistik ikke ene og alene forklarer verden. Men ikke alle deler Lomborgs skepsis. Hvad er så motivet?

Under FN's uformelle klimamøde i New York sidst i september blev Californiens guvernør Arnold Schwarzenegger båret fra talerstolen af højlydt og vedvarende bifald. I Californien har de store miljøambitioner i relation til global opvarmning. Disse ambitioner ses af Schwarzenegger iværksat gennem en af verdens mest ambitiøse reduktionsplaner (80 procent reduktion af CO2-udslip i 2050). Skyldes det politiske spil og erkendelsen af klimaforandringernes eksistens, udvikling og konsekvens, at Schwarzenegger og vores egen venstrestatsminister reelt er bekymrede og interesserede i klodens tilstand? Eller er der blot tale om en politisk stemmesluger? For som vi husker, startede statsministeren sin regeringsperiode med at spare klimaforskningen væk. Der blev gennemført drastiske besparelser i Miljøministeriet, hovedsageligt i Miljøstyrelsen, og ikke mindst blev Institut for Miljøvurdering oprettet med skeptikeren Lomborg som chef. Det er nu den samme statsminister, der stiller sig i spidsen for kampen mod den globale opvarmning. Det er noget af et kursskifte, man kun kan rose og støtte op om.

Det er muligt, at debatten vedrørende klimaforandringer og deres konsekvenser er overdrevet, verdensfjern og abstrakt for nogle mennesker. Som polarforsker bosiddende og arbejdende i det arktiske Amerika, Alaska, er det svært ikke at reflektere over fremtidsudsigterne, når den ændrede arktiske natur bliver serveret direkte foran terrassedøren.