Afrikanske millionbyer langs kontinentets kyster er stærkt truet, hvis havet stiger som følge af den globale opvarmning. Den svage økonomi i
udviklingslandene gør det svært at udføre den nødvendige forebyggelse.
Blandt de truede byer er Lagos i Nigeria, en mastodont med 15 millioner indbyggere. Halvdelen af disse bor i områder, som ligger lavere end 2 meter over havets nuværende overfladeniveau. Hvis havet blot stiger en meter, vil mellem to og tre millioner mennesker blive hjemløse, fastslår Stefan Cramer fra den tyske Heinrich Böll Fond ifølge den nigerianske avis This Day.
Ifølge Stefan Cramer kan der ikke i Lagos gøres noget effektivt for at forhindre oversvømmelser, hvis havet stiger så meget, som mange forskere frygter. De lavtliggende huse i byen er nemlig bygget uden ordentlige fundamenter på en sandet jordbund. Den eneste løsning er, siger han, at flytte store dele af befolkningen til højere liggende områder.
Kilde: Thisday.com