Klimadebat.dk Dansk forum om klima og energi
I-landenes forbrug bag 23 procent af u-landenes CO2
CO2-udslippet i u-landene vokser voldsomt, ikke mindst i Indien og Kina. Men 23 procent af udledningen skyldes produktion til i-landene, viser en ny undersøgelse fra Carnegie Institution of Washington ved Stanford Universitet. I-landene importerer store mængder forbrugsgoder fra især Østen.
Det er første gang, der sættes så præcise tal på denne fordeling.
De 23 procent svarer til 6,2 milliarder ton CO2, og det er især de lande, som er bedst til at holde det nationale CO2-udslip nede, der har en høj andel emission, som kan spores til udlandet. I lande som Frankrig, Sverige og Storbritannien ligger det “importerede" CO2-udslip på hele 30 procent af de pågældende landes samlede udledning, skriver Time.com.
Den rige del af verden lægger i øjeblikket hårdt pres på ikke mindst Indien og Kina for at få disse lande med en stærkt ekspanderende økonomi til at reducere CO2-udledningen. Men i-landene er i høj grad medvirkende til væksten i udledningen, viser undersøgelsen.
Den situation påpeges hyppigt af udviklingslandene i forbindelse med internationale klimadrøftelser og bruges af disse lande som et argument for ikke at blive underlagt skrappe restriktioner på drivhusgasudledningen. Senest så man det ved COP15-topmødet i København.
Med denne amerikanske rapport i hånden står u-landene på endnu mere sikker grund, når de argumenterer for, at i-landene skal bære den største byrde og skære betydelig mere i CO2-udledningen end u-landene.
Kilde: Time.com
Kilde: Publikum Kommunikation
10. marts 2010, 08:50 0 Kommentarer · 2635 Fremvisninger ·
Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne nyhed.
Deltag aktivt i debatten om nyheden I-landenes forbrug bag 23 procent af u-landenes CO2:
Lignende indhold
▲ Til toppen
Afstemning
Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.