Partikler fra rummet bombarderer konstant Jorden, og det er dette fænomen, der går under betegnelsen kosmisk stråling. Første gang fænomenet blev opdaget, var da man forsøgte at finde svar på spørgsmålet om, hvorfor strålingen på Jorden var større end den burde være, i forhold til de dengang kendte kilder til baggrundsstråling. Først i 1900-tallet blev det observeret, via målinger fra en luftballon, at strålingen stiger, jo højere i himmellagene man befinder sig. På denne måde blev det konstateret, at der kommer stråling fra rummet - kosmisk stråling.
Siden dengang er forskningen blevet meget klogere på den kosmiske stråling. Det vides nu, at strålingen skyldes subatomare partikler med varierende energiladninger, fra nogle få mia. elektronvolt til 1020 elektronvolt. Fra målinger foretaget ved hjælp af satellitter vides det, at de fleste kosmiske stråler består af protoner, mens der i enkelte tilfælde også er observeret meget tunge partikler såsom urankerner. Det er stjerners formation, evolution og eksplosion, der resulterer i strålingen, og specifikt supernovaeksplosioner er hovedkilden til kosmisk stråling. Lavenergistråling er hyppigst forekommende (flere tusind stråler pr. kvadratmeter hvert sekund), mens højenergistråling er meget sjælden (mindre end én stråle pr. kvadratkilometer pr. århundrede).
Eksterne links/kilder:University of Leeds: What are cosmic rays?NASA: Cosmic RaysKilde: Berlingske Research. Udarbejdet år 2009, hvorfor oplysninger kan være forældede, og evt. rettelser kan mangle. Få aktuel viden om klima på Berlingske Viden.