I Danmark leveres hele 46 procent af opvarmningen i private boliger af fjernvarme, så hvis fjernvarmen bygger på vedvarende energi, kan Danmark gøres CO2-neutralt.
Men hvis fjernvarmen skal bygge på underleverancer af vedvarende energi fra
biogas,
biomasse og
solvarme, kræver det investeringer. Et CO2-neutralt Danmark kan opnås med en investering på 75 milliarder kroner, dokumenterer forskerrapporten "Varmeplan Danmark". Det skriver Erhvervsbladet.
Rapporten er netop fremlagt for Folketingets Energipolitiske Udvalg, og energipolitisk ordfører Anne Grete Holmsgaard, SF, synes, det er på tide, at der kommer fokus på fjernvarmeforsyningen i Danmark.
"Rigtig mange vil opleve, at priserne for naturgas stiger markant i de kommende år. Derfor vil mange forbrugere og virksomheder skulle acceptere at investere i en alternativ energiforsyning eller også betale mere for den nuværende. Jeg mener, at det er en rigtig god idé at udbygge fjernvarmen," siger Anne Grete Holmsgaard til Erhvervsbladet.
Kilde: Erhvervsbladet