Når den globale opvarmning får gletsjere til at smelte, frigøres der skadelige stoffer, som øger risikoen for kræft i befolkningerne. Det kan man læse i en rapport fra FN’s miljøprogram. Rapporten blev offentliggjort på den aktuelle FN-konference i Mexico.
Isen har ophobet store mængder af plantegiften DDT, af PCB, der bruges i blandt andet elektronik, og af andre, såkaldte POP’er. Den sidste forkortelse står for ”Persistent Organic Pollutants”, dvs. vedvarende, organiske forurenere, fordi det er stoffer, som er meget længe om at forlade miljøet, og som udgør en fare for liv.
Stofferne spredes over hele verden med vind og nedbør og gemmer sig altså også i sne og is. Selv om der er tale om meget lave opløsninger, udgør stofferne alligevel en fare for mennesker, fordi vi er øverst i fødekæden.
”Meget små mængder af de vedvarende, organiske forurenere kommer ind i fødekæden, og de akkumuleres til højere og højere niveauer, efterhånden som de bevæger sig op i fødekæden. Og slutningen af fødekæden er vi. Vi finder dem i modermælk og i blod,” advarer Donald Cooper, som står bag FN-rapporten, ifølge Dailymail.co.uk.
Kilde: Publikum Kommunikation
10. december 2010, 08:53 0 Kommentarer · 2716 Fremvisninger ·
Der er ikke skrevet kommentarer til denne nyhed.