Computere, servere, printere og andet it-udstyr bruger kolossale mængder energi, og forbruget fortsætter med at stige. Det internationale energiagentur, IEA, advarer om, at it-væksten kan ødelægge muligheden for at standse den globale opvarmning.
Organisationens ”Gadgets and Gigawatts”-rapport fastslår, at energiforbruget til it-teknologi vil være fordoblet i 2022, og vokse til det tredobbelte, 1.700 terawatt-timer, i 2030, skriver Businessgreen.com.
Langt den største del af forbruget skyldes professionel anvendelse, men privates it-energiforbrug, som i dag udgør 15 procent af det samlede forbrug, vokser særlig hurtigt, viser rapporten.
IEA’s direktør Nobuo Tanaka vurderer, at denne vækst kunne halveres, hvis leverandørerne valgte energibesparende teknologier, som allerede findes. Han peger på mobiltelefonindustrien som et forbillede. Her har man effektiviseret batterierne meget de sidste år, fordi det er et krav fra forbrugerne.
”Dette eksempel viser os, hvad vi kan opnå. Hvor der ikke er sådan en kommerciel tilskyndelse, må regeringerne træde til og sikre, at vi får mest udbytte ud af hver eneste mulighed for at energieffektivisere,” siger han.
Kilde: Businessgreen.com
Kilde: Publikum Kommunikation
18. maj 2009, 10:52 0 Kommentarer · 2572 Fremvisninger ·
Der er ikke skrevet kommentarer til denne nyhed.