Onsdag var en stor dag for folkene bag Solar Impulse HB-SIA. For første gang var det opsigtsvækkende, soldrevne propelfly i luften. Jomfrurejsen med det svejtsiske fly varede 87 minutter, og alt gik efter planen. Der var ellers mange ting, som kunne gå galt, for flyet var kun testet i en simulator.
Intet fly i verden er så stort i forhold til sin vægt som Solar Impulse HB-SIA, hævder folkene bag projektet på virksomhedens hjemmeside. 200 kvadratmeter solceller er placeret oven på den 63 meter brede vinge. Der er fire eldrevne motorer, som hver er udstyret med 70 små akkumulatorer. Alligevel vejer flyet kun 1600 kilo.
Trods batterierne er flyet endnu ikke i stand til at gennemføre en hel natteflyvning eller at tage en passager med. Det vil kræver højere batterikapacitet, og her arbejder udviklerne på at finde et batteri, som ikke er alt for tungt. Tophastigheden er heller ikke noget at bryste sig af, ca. 70 km/t. Men alligevel er initiativtageren til projektet, Bertrand Piccard, stærkt optimistisk oven på jomfruturen, og han ser nogle markante klimamæssige fordele.
”Vi har stadig et langt stykke at tilbagelægge før natteflyvningerne og endnu længere, før vi kan flyve kloden rundt, men i dag er der takket være det ekstraordinære arbejde fra hele holdet taget et afgørende skridt i retning af at få opfyldt vores vision. Vores fremtid afhænger af vores evne til at vise, hvad der allerede i dag kan gøres ved at benytte denne form for energi og gøre brug af nye teknologier, som kan spare de naturlige resurser,” sagde han onsdag.