Af Sebastian H. Mernild, klima- og polarforsker, PhD, Los Alamos National Laboratory, New Mexico, USA. For tiden gæsteforsker v. New York University, Center for Atmosphere Ocean Science, New York City, USA.Senest har der på diverse blogs været diskussioner, hvor klimaforandringer er blevet linket til stigende befolkningsmængde og forbrug. Her et indlæg til denne debat.
Det gennemsnitlige indhold af
CO2 i atmosfæren stiger fortsat og har med de nuværende 390 ppm langt overskredet det naturlige niveau for vor tid. Årsagerne til atmosfærens stigende CO2-koncentration er mangfoldige, men menneskeskabte faktorer såsom voksende forbrug og stigende befolkningstal er altdominerende i forhold til naturens egne processer.
Den globale middeltemperatur stiger stadig og stemmer overens med forventningerne ud fra de menneskeskabte stigninger i koncentration af drivhusgasser i atmosfæren. Siden 1850 er klodens middeltemperatur i gennemsnit steget med ca. 0,8 grader celsius, hvor årerne 2005 og 2010 ifølge amerikanske undersøgelser fra både NASA og NOAA er opgjort til de varmeste år globalt (også varmere end varmeperioden i 1940’erne og 50’erne), siden systematiske temperaturmålinger med god global dækning har fundet sted.
Befolkningstallene taler deres eget tydelige sprog – selv om befolkningsstørrelsen globalt set fortsat er stigende, så er den hastighed, med hvilken den vokser, dvs. vækstraten, dog faldende. For tiden forøges verdens befolkning med omkring 80 millioner mennesker årligt – svarende til et helt nyt Tyskland.
Ved udgangen af 1700-tallet var klodens befolkning skønnet til ca. 500 millioner, og blot halvandet århundrede senere til det dobbelte. I 1930 formodes det, at befolkningen var på to milliarder, i sidste halvdel af 2011 forventer FN’s befolkningskontor (UN Population Division), at kloden runder de syv milliarder, og i 2045 de ni milliarder mennesker ud fra middel-scenariet.
Med en årlig tilvækst på ca. 80 millioner er der grund til bekymring, og dette i en tid, hvor presset på klodens ressourcer øges, økosystemer forværres, og arternes mangfoldighed reduceres. 80 millioner er i sig selv ikke det største problem, men i kombination med en længere gennemsnitlig levealder og klare forventninger om uhæmmet forbrug og øget velstand synes tilvæksten bekymrende – fordi forandringerne efter alt at dømme vil forårsage et stigende carbon footprint (summen af drivhusgasser forårsaget af en person, en organisation eller en gruppe mennesker) af helt uoverskuelige dimensioner og dermed påvirke klimaudviklingen mod varmere og mere ekstreme forhold.
Vi bliver derfor nødt til at diskutere både befolkningsudvikling, økonomisk forbrug og velstand samt teknologisk skånsomhed i klimaets navn, såfremt den menneskeskabte udledning af drivhusgasser skal forsøges reduceret i fremtiden. Er det realistisk at tro, at en CO2-reduktion kan ske alene med teknologiske tiltag, eksempelvis energieffektiviserende initiativer, uden at se på forbrugs- og befolkningsudvikling? Og vil teknologiske fremskridt i et frit marked ikke netop understøtte, at økonomien fortsat vokser traditionelt?
Verdensbanken har for nylig forudsagt, at mere end en milliard mennesker i udviklingslandene vil tilhøre ’den globale middelklasse’ i 2030, sammenlignet med 400 millioner i 2005. Løsrivelsen fra fattigdom og usle levevilkår vil forøge presset på klodens bæredygtighed, hvis disse mennesker tilstræber en levevis som den europæiske eller den amerikanske. For alt andet lige, så bidrager syv milliarder mennesker mere til
CO2-udslippet end treogenhalv milliard, og to milliarder rige mennesker påvirker klimaet mere end to milliarder fattige mennesker. Disse sammenhænge er til tider delvis blevet diskuteret enkeltvis og overordnet, men egentlige globale politiske drøftelser om troværdige handlingsplaner vedrørende en reducering af carbon footprint’et fra en stadig stigende og forbrugende verdensbefolkning høres der ikke meget om.
Kan udviklingen mod et stigende carbon footprint vendes over tid, og hvad skal der i givet fald til: en reduktion i CO2-emission vs. baby-emission?
Selv om det intuitivt opleves som en oplagt sag at få sat en stopper for befolkningsvæksten, så er det vanskeligere gjort end sagt. Gentagne tiltag har gennem historien vist eksempler på befolkningskontrol, hvor de fleste sikkert i første omgang tænker på Kinas etbarnspolitik eller det mislykkedes fertilitetsprogram i Indien. Men i stedet for at tvinge forældre til at få færre børn gennem befolkningspolitiske og økonomiske indgreb, som dem der har været set i Asien, bør der så ikke i stedet fokuseres på bl.a. uddannelsespolitiske og sygeforsikringsmæssige forbedringer for kvinder, samt på en lettelse af adgangen til prævention, for eksempel i verdens udviklingslande, hvor fertiliteten stadig er højest, og hvor de fleste mennesker netop vil løsrive sig fra fattigdom frem mod den globale middelklasse? For historien viser med al tydelighed, at hvor som helst kvinder har kontrol over kontraception og abort og har generel økonomisk uafhængighed, fravælger de i stigende grad at få mange børn.
Det er i sig selv ikke hele løsningen på det stadig stigende carbon footprint. For sideløbende hermed bør der ske drastiske ændringer i folks forbrugsadfærd (mod et moderne klimavenligt forbrugsliv – en CO2-venlig adfærd – der er til at betale), samtidig med at man fra offentlig side bør intensivere og kanalisere midler til udvikling og forskning i energireducerende teknologier, så den teknologiske skånsomhed over for klimaet og miljøet forbedres. Dette i kombination med Klimakommissionens rapport fra september 2010, hvor det anbefales, at vores samfund i stigende grad omstilles til en større egenproduktion af vedvarende energi og mindre afhængighed af fossile brændsler.
Skal de globale klimaforandringer forsøges bremset, bør vi nøje overveje, om ikke planer for en reduktion af den menneskeskabte CO2-udledning, ud over teknologiske tiltag og en større egenproduktion af vedvarende energi, også bør omhandle en stigende grad af forbedrede uddannelses- og sygeforsikringsmæssige forhold i verdens udviklingslande end tidligere, i en tid, hvor kloden hvert år netto får ca. 80 millioner nye beboere og stadig flere i den globale middelklasse?