Husk mig
▼ Indhold

Vejen videre efter COP15

Af Anders Jakobsen, sociolog

Mange af os havde set frem til COP15-forhandlingerne i Bella Centeret i sidste måned. Vi troede naivt på, at verden kunne stå sammen om en god klimaaftale, når de potentielle farer stod så klart. I stedet for så vi med pressen som vore øjne en besynderlig forestilling: En plenarforsamling, der så ud til at være i konstant mytteri, statsledere, der de sidste to døgn rendte fra møderum til møderum i stadig mere hektisk tempo, præsidenter der det ene øjeblik var ved at lette fra Kastrup lufthavn, det næste sad i hemmelige forhandlinger med hinanden i en mørk krog af Bella Centeret. Og en dansk statsminister, der så ud til at flyve til et langt bedre sted, hver gang han lukkede sine øjne et kort øjeblik. Sin seng for eksempel.

Allerede inden det sidste hammerslag lød i Tycho Brahe-salen, var analytikerne oppe i fulde omdrejninger. De første var lidt spøjse: "Er oppositionens kritik af det danske formandskab rimelig?" blev Helle Thorning Schmidt spurgt på TV2 News. Lidt forvirret og meget insisterende måtte hun fortælle TV2 News journalist, at de overhovedet ikke havde kritiseret hverken Løkke eller Hedegaard. Den kritik kom de først med senere ...

Analyser med knap så snævre nationale skyklapper kom i dagene efter konferencen. Havde vi været vidner til Kina og Indiens udfordring af USA's rolle som den ubestridte supermagt? Var en svag Obama blevet ydmyget af de to lande? Vi gik ud af december med en klar viden om, at konferencen i hvert fald havde handlet om meget andet end klima, nemlig det politiske spil, både det snævre på Christiansborg og det store på verdensscenen.

Men hvad blev der af klimaet? Og hvad fortæller COP15 os om mulighederne for et seriøst internationalt klimasamarbejde, der rent faktisk ender i det eneste, der tæller: en opbremsning og reduktion af det menneskelige bidrag til CO2 i atmosfæren?

The Copenhagen Accord er i sig selv en meget tynd affære: En liste af nogle hensigtserklæringer, nogle tomme linier, som verdens ledere kan vælge om de vil udfylde med deres selvformulerede, ikke-juridisk bindende mål. Det behøver ikke engang at være mål for CO2-udledning, det kan også være CO2-udledning i forhold til produktionens størrelse eller bare i forhold til et tænkt "business as usual". Om det var en stor skuffelse eller begyndelsen på et stærkt samarbejde afhænger af, hvilke af deltagerne man spørger. Men COP15 vil næppe gå ind i historien som et stort skridt fremad.

Kronikken, De læser nu, er et muligt bud på en lære fra COP15 og et muligt bud på en vej videre, hvis målet stadig er en eller anden form for samarbejde om en nedsættelse af det globale CO2-udslip.

Første skridt er at få klarhed på det kaos af modstand og særinteresser, som blev synlige til COP15. Jeg har her gjort det i forhold til de tre temaer, der i mine øjne prægede konferencen mest.

Det første tema handler om storpolitikken og klima. Vores forventninger til international samarbejde herhjemme er på godt og ondt hentet fra erfaringerne med EU: Det kan være opslidende, nogen gange må der tages nogle pauser eller ligefrem tilbageskridt, men i bund og grund har vi nogle fælles interesser, som vi langsomt arbejder hen imod. En tro på at internationalt samarbejde medfører fordele for alle, et plussum-spil. Da mange af os i november blev skuffede over, at ambitionerne om bindende mål blev opgivet, var det udtryk for dette syn: Måske ville vi ikke nå målet på COP15, men hvis alle kunne se bort fra deres absolut snævre særinteresser for bare et kort øjeblik og indtage positionen af "den generaliserede verdensborger", så måtte der da for pokker være en chance for, at de forsamlede statsledere kunne se det fornuftige i en aftale, der forpligtede alle, men med forskellige mål. Da verden fik bugt med det ozonlagsskadelige stof freon, lykkedes det jo, og er udsigten til global opvarmning ikke mindst lige så slemt?

Det viste sig, at virkeligheden var en ganske anden: En amerikansk præsident der har prioriteret sin sundhedsreform højere end klimapolitikken, et kinesisk politbureau, der ikke for noget ville sætte den årlige 8 % vækst, der forhindrer social uro, over styr. Pludselig stod vi med en vifte af forskellige positioner: EU og Japan, der var parate til juridisk bindende mål, der nok ikke var prangende, men dog respektable. Nogle mere fodslæbende lande som USA og Rusland, der var parat til det samme, dog uden den juridisk bindende del. Økonomisk fremadstormende ulande, der ville sætte deres egne former for begrænsninger, men ikke ville kigges særligt dybt i kortene. Og en masse fattige klimaudsatte lande, som ingen indflydelse har på det storpolitiske spil.

Det andet tema handler om klima og det sociale. På den ene side hænger klimaspørgsmålet og det sociale hensyn sammen, fordi de hårdest ramte af fremtidens klimaforandringer vil være dem, der er mindst udrustet til at gøre noget ved det: Bangladesh har verdens syvende største befolkning, en af de største befolkningstætheder, det er et af verdens fattigste lande og samtidig et af de lande mest truet af klimaforandringerne. Klimaforandringernes betydning for Maldiverne blev meget præcist beskrevet af deres præsident under topmødet. Hver centimeter havet stiger medfører, at store dele af landet forvandles til en ligegyldig dråbe i det Indisk Ocean. Det går bedre for Subsaharisk Afrika i disse år, med en vækst i fødevareproduktionen der overstiger befolkningstilvæksten. Men den er skrøbelig: klimaforandringerne vil slå igennem ekstra kraftigt her og der skal på ny findes afgrøder, der kan klare endnu varmere, endnu tørrere vækstbetingelser.

Men klima og det sociale har også en anden sammenhæng, hvor sociale hensyn erstattes af social retfærdighed: Os, de vestlige lande, har brugt udledningen af ufattelige mængder CO2 til at opnå vores meget høje levestandard. Og nu – lyder anklagen – nægter vi andre lande den samme vej ved at stille krav til deres CO2-udledning uden for alvor at sætte krav til os selv. Er Kinas planlagte udledning på ca. 9 tons per person i år 2020 ikke blot rimeligt, når USAs eget mål til den tid er 15 tons per person? Der er selvfølgelig en del overlap imellem de typer sammenkædninger af klimaet og det sociale, de fleste taler i større eller mindre grad om begge på samme tid. Men det burde være klart, at der er grænser for, hvor langt man kan forsvare begge positioner samtidigt. En del af den efterfølgende kritik fra især NGO´erne handlede om, at Vesten ikke havde givet sig nok til at kunne stille krav til resten af verden. Hvorfor smed EU ikke de 30% reduktion på bordet med det samme? Hvorfor hev Obama ikke en større forpligtelse op af hatten direkte over for kineserne? Den kritik overser et helt simpelt faktum, nemlig at Kina, uanset vores tiltag, ikke ville ændre på deres egne mål, som vil medføre en fordobling af det kinesiske CO2-udslip fra 2005 til 2020, til et niveau der svarer til dagens samlede udslip fra Kina og USA. Naturen tager ikke hensyn til social retfærdighed. Udledes der 5 milliarder tons CO2, så påvirkes klimaet ikke forskelligt af at den kommer fra en halv milliard kinesere der kæmper for en plads i middelklassen eller 300 millioner amerikanere der ikke vil skære deres CO2-overbrug betragteligt. Sat helt på spidsen: er det specielt mere retfærdigt at Maldiverne bliver oversvømmet på grund af kinesernes CO2-udledning end amerikanernes?

Det tredje tema handler om økonomi og klima, hvilket griber ind og ud af de foregående to dilemmaer. Der var kontanterne: De 10 milliarder dollars om året nu, voksende til 100 milliarder i 2020 hovedsagligt fra EU, USA og Japan til de fattigste lande. Hvem skulle have del i dem og på hvilke betingelser? Skal der både overføres midler til at afbøde resultaterne af klimaforandringer og imødegå udledning af CO2 fra samme lande? Men der er ikke en ubetydelig modstand imod en aftale på grund af frygt for økonomien. Kinesernes frygt for social uro er nævnt, amerikansk frygt for eksport af energiintensive arbejdspladser til lande, hvor udslippet af CO2 vil være endnu værre er en anden.

Storpolitik, sociale hensyn/social retfærdighed og økonomi var tre temaer, der i mine journalistfiltrede øjne prægede COP15. Tilsammen dannede figurationen af dem de forskellige grupperinger af interesser vi så hos de forskellige lande. Interesser der viste sig umulige at forene i København. Hvordan kan man komme videre med det rod af sammenfiltrede interesser og hensyn? KAN man overhovedet komme videre oven på COP15 og sikre en reel kontrol af CO2-udslippet?


Det første skridt kunne være at lære af de tre temaer og forsøge at forlige de dilemmaer, de præsenterer for os. Der skal tages hånd om både de sociale hensyn og den sociale retfærdighed. Der skal skrues en økonomisk model sammen, der tager hensyn til konsekvenserne af både klimaforandringerne og omkostningerne ved at undgå udledning. Og så skal en model være attraktiv på en måde, der forener landenes politiske egeninteresser og de internationale interesser.

Ovenpå COP15 er der noget, der ikke synes muligt. Det første er at lave en stor forkromet aftale under FN, der giver alle lande "delt, men forskelligt ansvar" for nedsættelsen af CO2-udledninger og modvirkning af de uundgåelige konsekvenser. FN bør altid være det foretrukne værktøj for samarbejde om sager af international karakter. Men når værktøjet viser sig at være utilstrækkeligt til opgaven, så bør en mindre gruppe lande selv kunne gå forrest med en politik, der forhåbentligt kan danne skole på et senere tidspunkt. Og FN-processen synes at have brug for et sådant spark udefra nu.

Den anden dør, der har lukket sig, er international handel med CO2-kvoter som en løsning på en optimal allokering af CO2-udslip. Der har været mange problemer med brugen af det europæiske CO2-kvotehandelssystem. Urolige priser på CO2-udledning har gjort det svært for erhvervslivet at regne på økonomien ved klimainvesteringer, de fleste udledningstilladelser gives væk til de største forurenere, og der har været mistro til, at klimakreditter købt med klimainvesteringer i udlandet altid dækker over reelle nedsættelser i udledningen. Disse mangler blev tolereret, fordi systemet med CO2-kvoter har synes at være det eneste med internationalt potentiale. Det var håbet, at COP15 ville lappe på kvotesystemets problemer og inddrage flere lande. I stedet faldt dets troværdighed sammen med kvotepriserne lige efter COP15.

Et bud på en forening af de tre hensyn kunne være en sand CO2-afgift på alle varer. Herhjemme betaler vi allerede CO2-afgift for energi, hvad enten det kommer fra slangen af en tankbil eller stikkontakten. Vi betaler indirekte CO2-afgift for varer produceret i Danmark, da virksomheder også opkræves CO2-afgift for deres energiforbrug. Mange lande har den form for ordninger, på forskelligt niveau, men fælles er, at importerede produkter (med undtagelse af brændstof) og transporten af dem ikke bliver pålagt CO2-afgift, heller ikke hvis de kommer fra lande uden.

I første omgang kunne en gruppe lande - for eksempel EU, Japan og USA - gå sammen og aftale et fælles CO2-afgiftssystem. Det skulle bestå af en fast og forholdsvis høj afgift per ton udledt CO2, der svarer til den reelle CO2-udledning, der er resultatet af produktionen og transporten af en vare. Det skulle dække både nationalt producerede og importerede varer. Såfremt eksportøren ikke troværdigt kan dokumentere det reelle udslip, kunne det anslås - til den høje side.

Hvis det eksporterende land selv opkræver en reel CO2-afgift fra producenten, så skal det ikke pålægges ved import. Derved beholder det eksporterende land selv provenuet i stedet for at bidrage til det importerende lands statskasse, såfremt det går med i CO2-afgiftssamarbejdet.

Hvis et fattigt land går med i samarbejdet, så får det også adgang til de midler, EU, Japan og USA lovede under COP15 og adgang klimateknologioverførsel. Hvis deres CO2-udledning er under niveauet for et holdbart CO2-udslip, omkring 2 tons per person, så er de ikke tvunget til at indføre CO2-afgiften. Her er det f.eks. værd at bemærke, at Indien ligger under det niveau.

Hvad ville virkningerne af et sådan samarbejde være?

- Det ville give en kendt, fast og høj afgift på CO2-udledning. Det er nødvendigt, hvis virksomhederne skal kunne have den nødvendige forudsigelighed, når de beregner rentabiliteten ved klimainvesteringer. Ingen af de tre betingelser er blevet opfyldt af kvotesystemet.

- For de fattigste ulande er der kun fordele: Midler til at afbøde konsekvenserne af klimaforandringerne, ingen selvstændig opkrævning af CO2-afgift så længe udslippet holder sig lavt og adgang til teknologi, der hjælper til en økonomisk udvikling uden at gøre landene afhængig af de energiløsninger, der har gjort os til "klimasyndere".

- De store eksporterende ulande vil have en egeninteresse i at gå med i aftalen, da de på den måde kan beholde provenuet fra CO2-skatten. Og der skabes en reel konkurrencefordel for klimavenlig energiproduktion i landene, noget der især vil have en effekt i lande som Kina og Indien, hvor energieffektiviteten er lav.

En sådan CO2-skat ville løse de tre dilemmaer: Den vil gøre det muligt at skabe en proces, der på den ene side ikke er bundet af komplet enighed i FN, men alligevel kunne føre frem til en international kontrol af CO2-udslippet. Den tilgodeser både de fattigste og de mest klimaudsatte landes interesser. Og den adresserer amerikansk frygt for klimadumpning af arbejdspladser samtidig med at gøre det i Kinas egeninteresse at deltage i et forpligtende samarbejde om nedsættelse af CO2.

Ville et effektivt CO2-afgiftssystem som skitseret klare alle problemer? Nej, fældning af skov, landbrugets methanudslip og CO2-udledning ved cementproduktion ville ikke blive dækket, bare for at nævne nogle eksempler. Er en CO2-afgift præcist som skitseret mulig eller den bedste løsning? Jeg kan med garanti sige, at det er den ikke. Jeg er ikke økonomisk topdiplomat. Men det kunne være udgangspunktet for at tænke ud over den boks, der hedder, at hvis vi skal have en holdbar global aftale for udledningen af CO2, så skal alle lande - fra USA og Kina over Sudan til Bangladesh og Maldiverne – blive enige i FN-systemet.






15. januar 2010, 16:53 5 kommentar(er) · 8440 fremvisninger

Kommentarer
jfcorbett 15. januar 2010, 21:04
Anders,

Tak for en god artikel. Jeg har et par bemærkninger, som jeg vil dele op i to kommentarer.

Det er interessant at du foreslår, at enkelte lande går i front med en importafgift, der kort sagt straffer virksomheder fra lande, som ikke selv har noget effektivt internt CO2-afgiftsystem (eller -kvotesystem).

Det går stik imod den økonomiske politik, som verdens handelsorganisation (WTO) og andre såkaldte "handelsaftaler" forpligter deres medlemslande til, og ville i den sammenhæng fortolkes som en handelsbarriere og medføre bøder og sanktioner. Man må konkludere at det første skridt i indførelsen af et sådant CO2-importafgift ville være at arbejde for en skrotning af den nuværende internationale handelspolitik herunder WTO, hvilket jeg synes ville være en meget god ide.
jfcorbett 15. januar 2010, 21:07
kritik fra især NGO´erne handlede om, at Vesten ikke havde givet sig nok til at kunne stille krav til resten af verden (...). Den kritik overser et helt simpelt faktum, nemlig at Kina, uanset vores tiltag, ikke ville ændre på deres egne mål (...)


Det er da lidt frækt at kan kalde det et "faktum". Det lyder i bedste fald som en noget spekulativ fortolkning, og i værste fald som en antydning om, at Kina er helt udenfor pødagogisk rækkevidde. "Det eneste de forstår, er vold og magt" fristes man til at tilføje. Desværre er denne en meget populær fortolkning i den vestlige presse, fordi så kan man skubbe ansvaret fra sig og give skylden til den mystiske og irrationelle orientaler.

Naturen tager ikke hensyn til social retfærdighed.


Den banalitet hører man tit i vesten. Det er blevet meget "in" at veje "naturen" og social/global retfærdighed op imod hinanden, fordi så kan vi i vesten nægte, at bruge en retfærdig (læs meget, meget høj) andel af vores ressourcer på at omstille i-landene til bæredygtig produktion. I steden for det kan vi nøjes med at bruge den andel, som vi selv synes burde være rimelig nok ifølge ikke andre end os selv -- og så kan vi tro på, at i-landene kan (og bare vil acceptere at) klare sig selv med stramme reduktionsmål og en ringe udvikling. Det er da et illusorisk udgangspunkt for internationale forhandlinger.

"Uanset vores tiltag?" Hvad nu hvis vores tiltag inkluderede at Annex-1-landene ville finansiere med 100 pct. Kinas og u-landenes fuldstændig omstilling til vedvarende energi, kvit og frit? Ville Kina så stadig nægte at ændre på sine mål? Ok, 100 pct. er lidt meget, men hvad med f.eks. en andel, der svarer til vores andel af den akkumulerede mængde drivhusgasser i atmosfæren? Dvs. ca. 70% for USA, Europa, Japan, Canada og Australien tilsammen, 8% for Kina, og 3% for Indien (i øvrigt med ca. 1 milliard indbygger i hver blok).

For den *akkumulerede* mængde drivhusgasser i atmosfæren (og ikke den årlige udledning) er jo det eneste, som "naturen tager hensyn til". (stort set i en klimasammenhæng!)

Den dag, vesten kommer med et sådant retfærdigt og realistisk forslag, så kan jeg ikke andet end tro, at de allerfleste u-lande ville indgå i en bindende international aftale.
Anders Jakobsen 15. januar 2010, 22:28
Tak for kommentarene.

Importafgift: Nej, jeg foreslår ikke en importafgift, men en CO2-skat. Det eneste der er med garanti pålægges skatten er national produktion. Hvis det eksporterende land pålægger CO2 afgiften selv, fritages varerne for skat ved indførelsen. Provenuet fra skatten kan bruges til at nedsætte indtægtsbehovet fra andre kilder, hvorved produktionen af CO2-lette vare faktisk bliver billigere end i dag, også ved eksport. Målet er, at der internt i hvert land bliver skabt en konkurrencefordel for CO2 effektiv produktion.

Kina: Min udgangspunkt er ikke mystiske og irrationelle kinesere. Faktisk anser jeg deres politik som drevet af langt mere rationelle overvejelser end mange steder i vesten. Hvis jeg har givet indtryk af andet, så har jeg ikke forklaret mig godt nok.

Da Kina kortvarigt så et dyk i deres produktion sidst i 2008 var der optakt til social uro i landet (En god artikel om emnet er fra FT dec 2008 med titlen "China battles unemployment to deter unrest". Jeg kan desværre ikke finde et ikke-betalingslink). Ovenpå den oplevelse er jeg overbevist om at den kinesiske ledelse har et helt stift blik på at sikre sig den årlige 8% vækst som regnes som den nederste grænse for at undgå social uro. Og det er jeg derfor også overbevist om præger deres tilgang til klimapolitikken.

Mit valg af ord: Jeg er ikke ude på at undskylde i-landenes høje CO2 udslip. Min egen mening er at de heller ikke taget deres nødvendige del af ansvaret for at begrænse det samlede CO2 udslip. Jeg ønsker blot at gøre det klart, at hvis vi anser USAs nuværende udslip som et problem og deres 17% mål som utilstrækkeligt for 2 graders begrænsningen, så er en fordobling af Kinas udslip objektivt set absolut meget værre. Det jeg så lige efter COP15 var, at nogle sagde, at hvis bare EU var gået op til 30% eller USA havde gjort det samme, så havde kineserne f.eks. nok givet sig på MRV området. Det mener jeg er helt urealistisk, der er INTET der tyder på at Kina havde givet sig mere. Derudover overser det hvad 10% mindre udslip fra EU eller USA betyder sammenlignet med en fordobling af Kinas CO2 udslip.

Langt større tiltag (50-80% nedsættelse til 2020 eller finansiering af Kinas energiinfrastruktur) fra i-landenes side anser jeg modsat dig som helt urealistisk. Derfor mener jeg at den sammenblanding af klima og social retfærdighed, med ensidig kritik af i-landene som jeg kunne se lige efter COP15 er uproduktivt, såfremt målet er klimaet. Så hellere indrømme først som sidst at en så ambitiøs klimaaftale under FN bare ikke er mulig og find andre veje til samme mål. Mit indlæg her var en opfordring til at finde en model, hvor man opløste disse modsatrettede interesser og et ufuldstændigt og uperfekt forslag til hvordan det eventuelt kunne gøres.
jfcorbett 17. januar 2010, 20:48
nogle sagde, at hvis bare EU var gået op til 30% eller USA havde gjort det samme, så havde kineserne f.eks. nok givet sig på MRV området. Det mener jeg er helt urealistisk


Fair nok, men der er stor forskel mellem ovenstående spekulation (som jeg er enig i), og det at sige, at Kina ikke vil rykke sig "uanset vores tiltag".

Kinas og for den sags skyld u-landenes pointe er jo ikke kun (eller hovedsageligt), at vesten ikke lover store nok procentreduktioner. Deres pointe er, at vesten vasker sine hænder med hensyn atmosfære nuværende indhold af drivhusgasser og hvis ansvar det er. I den sammenhæng nytter det ikke til noget at love større procentreduktioner, og nej, alene det vil ikke få Kina til at rykke sig.

Vesten insisterer på en ahistorisk løsning. Med andre ord, vi i vesten har gjort noget meget forkert i lang tid, men nu begynder det at gå for alvor galt, så vi trykker på "reset"-knappen og historien starter forfra----vent---- nu!

Ikke fordi jeg vil være fræk, men: Naturen tager ikke hensyn til underordnede størrelser såsom procentreduktioner og årlige udledninger. Naturen tager kun hensyn til den akkumulerede mængde drivhusgasser (dvs. koncentrationen).

Hvis vesten tillod at den overordnede politiske diskurs kunne flytte sig over til dette "hårde" videnskabelige begreb (og hvem har ansvar for dets tilstand), i steden for de underordnede "bløde" størrelser, så ville det i det mindste lægge op til et rationelt og fornuftigt svar fra modparterne.

Den vestlige ahistoriske fokus på procentreduktioner opfattes (ikke uden grund) som hykleri og lægger desværre ikke op til et rationelt og fornuftigt svar. Kan man så virkelig være overrasket over, at vi ikke får fornuftige forhandlingspartnere?


Mht. importafgift:

Nej, jeg foreslår ikke en importafgift, men en CO2-skat.


Det skulle dække både nationalt producerede og importerede varer. Såfremt eksportøren ikke troværdigt kan dokumentere det reelle udslip, kunne det anslås - til den høje side.


Tja, man kan kalde det en CO2-skat eller hvad som helst andet, men hvis den pålægges importvarer, så er den (også) en importafgift, og betragtes i hvert fald som sådan og dermed som en strafbar handelsbarriere i WTO-regi, desværre.

Faktisk er dit forslag en arketypisk eksempel på en national miljø-relaterede importafgift, som er forbudt i WTO-regi. Den slags forbud gjorde mange sure og var med til at får hele alterglobaliseringsbevægelsen til at blomstre op i 1990'erne.
Recop15 17. marts 2010, 13:57
Vi arbejder videre Med Cop15 i form af diverse videoer og indslag her: http://recop15.tvmkanal.dk/

Håber i har lyst og tid til at kigge forb
Deltag aktivt i debatten om artiklen Vejen videre efter COP15:

Husk mig

Lignende indhold
Artikler
Klar til COP15
COP15
COP15 - klimapolitisk Titanic (Mernilds Klumme, januar 2010)
COP15 ser ikke godt ud, men det rykker andre steder (Lidegaards Klumme, oktober 2009)
Nyt videnskabeligt grundlag udarbejdet til COP15 (Mernilds Klumme, oktober 2009)
NyhederDato
Stern: Vestens arrogance skyld i dårligt COP1518-03-2010 09:49
Kina og Indien skriver under på COP15-aftale – men ...11-03-2010 05:54
COP15-landene offentliggør reduktionsmål02-02-2010 06:47
Kaotiske afslutningsforhandlinger i COP15-plenarsalen24-12-2009 12:24
Kina stemples som den store COP15-synder22-12-2009 09:01
DebatterSvarSeneste indlæg
Jubel for COP15-demonstranter1125-06-2011 23:34
Generation K og Klimadebat.dk under COP151106-03-2011 12:14
SRP-hjælp: COP151314-12-2010 18:15
COP15-problemer, dem løser vi.1703-05-2010 10:07
Analyse af COP15 og et forslag til vejen frem918-01-2010 22:50
▲ Til toppen
Afstemning
Hvordan vil Coronakrisen påvirke klimadebatten?

Mindre opmærksomhed om klima

Ingen større påvirkning

Øget opmærksomhed om klima

Andet/Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2020 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik