Kaotiske afslutningsforhandlinger i COP15-plenarsalen

Der var lagt op til, at den udvandede klimaaftale, som statslederne havde forhandlet sig frem til fredag aften i Bella Center skulle køres igennem plenum uden større vanskeligheder. Men som så mange gange før under COP15 gik de åbne forhandlinger i hårdknude, og procedurediskussioner satte nok en gang en kæp i hjulet.
Højdepunkter fra den dramatiske debat, der kan ses på COP15-hjemmesidens webcasts, vil i det følgende blive gennemgået. Debatten er delt i to, først et forholdsvist kort klip (i de følgende tidsangivelser kaldet A) og derefter et længere klip (i det følgende kaldet B).

Ved mødets start bekendtgør formand Lars Løkke Rasmussen den forhandlede tekst, Copenhagen Accord, og gør klar til at banke med formandshammeren for at gå videre i dagsordenen.
Der er åbenbart lande, der har bedt om "point of order" (retten til at komme med indsigelser), og selvom Richard Kinley fra sekretariatet (der sidder ved siden af Løkke) virker modstridende, kan man høre, at Løkke uden at have slukket sin mikrofon afviser, at de skal have taletid [A,0:01].
Han banker med hammeren, og man kan nu se adskillige lande vifte med deres navneskilte i protest. Herefter begynder en vedholdende banken at tage til i styrke [A,0:02]. Det er repræsentanten fra Venezuela, der hamrer så hårdt med sit navneskilt, at hun senere med patos kan fremvise sin blødende hånd: "This hand, which is bleeding now, wants to speak!" [A,0:08].
En række ulande er tilsyneladende rasende over, at de ikke er blevet hørt i processen, og at de rige lande, herunder det danske formandsskab, igen tror, at de kan presse en tekst igennem uden deres samtykke.
Tuvalu bekendtgør, at alle målsætninger over 1,5 graders temperaturstigning kan betyde enden for deres land, og at de derfor ikke kan acceptere det uambitiøse dokument på nuværende tidspunkt.
Løkke er nødt til at genåbne mødet, og det viser sig, at også Nicaragua og Bolivia stiller sig voldsomt på bagbenene (Bolivia: "We have learned about this document through the media, not through you").
Efter en forvirrende situation med voldsomt rod i talerækken [A,0:29] og mangel på styring bliver Løkke utålmodig og vil have Nicaragua til at trække deres krav om "suspending the session" tilbage [B,0:01 og B,0:04]. Det kræver nogle tekniske udredninger og dyrebar tid går tabt på yderligere procedurediskussioner og en lang pause uden taler [B,0:06-0:28]. Men mellem kl. 5 og 6 om morgenen lykkes det endelig Løkke, med stærk hjælp fra sekretariatsfolkene omkring sig, at komme videre i mødet [B,0:31].

Kort efter tilspidses situationen på ny, og retorikken bliver endnu skarpere. Nu er det Sudans Lumumba Di-Aping, der på det skarpeste afviser L9, den foreslåede tekst, som han kalder en "murderous" [B,0:34] selvmordsaftale for Afrika, og som han sammenligner med drabet på seks millioner jøder under Anden Verdenskrig [B,0:35]. Dette siger han vel at mærke ikke på G77-gruppens vegne, men udelukkende som repræsentant for Sudan.
Talen er den hidtil stærkeste afvisning af det foreslåede dokument: "The promise of 100 billion US dollars, mr. Prime Minister, will not bribe us to destroy the continent." [B,0:37].
Henvisningen til Holocaust får efterfølgende skarpe reaktioner i landenes taler resten af morgenen, og bl.a. Spanien, Canada, Australien, Sverige og England fordømmer på det skarpeste udtalelserne.
Efter Sudans chokerende udfald begynder Mohamed Nasheed fra Maldiverne at tale, men Di-Aping afbryder hidsigt, blot for at få ført til protokol, at formanden efter hans mening har opført sig under al kritik [B,0:39].
Nasheed fortsætter med sit indlæg, hvor han bønfalder alle lande om at holde sig til dette dokument, der i hans optik trods alt er bedre end ingenting: "I beg all nations to please back this document, and do not let these talks collapse" [B,0:44]. I sin tale advarer han på det stærkeste om, at UNFCCC risikerer at blive et nyt WTO, der ikke kommer nogen vegne [B,0:41].

Miljøminister Ed Miliband fra England holder kort efter en tale (fra USA's sæde pga. mikrofonproblemer!), hvori han opstiller de to veje, forsamlingen kan gå, alt efter, om landene vælger at følge Sudan eller flertallet af salen. Han understreger situationens alvor: "This institution faces a moment of profound crisis" [B,0:58], og talen mødes af lang, stående applaus.
De to taler af Maldiverne og UK er med til at bidrage til isoleringen af de få lande, der ønsker at blokere, idet de små østater, f.eks. Tuvalu, der tidligere havde været imod, samt en række afrikanske lande, nu også er med på at støtte om dokumentet. Gruppen af blokerende lande er nu begrænset til Sudan, Venezuela, Bolivia, Nicaragua og Cuba.

Herefter opstår situationen, hvor Løkke for alvor kommer på glatis, idet han forsøger at snige sig uden om konsensuskravet, og hvor han kommer med den afslørende indrømmelse: "I'm not familiar with the regulations in this system. You work by consensus, so this will not be sufficient, or?... Sorry, I'm just asking, eh..." [B,1:02]. Det uheldige er her ikke kun, at han ikke har sat sig ind i FN-systemet, men også, at han bruger betegnelse "you" i stedet for "we".
Cuba banker vildt med deres navneskilt, og ethvert forsøg fra Løkke på at få Englands forslag om et kompromis igennem, mislykkes. Løkke bliver nødt til at undskylde, at han på simpel vis forsøgte at tælle, hvor mange, der var imod forslaget, og de omstændige forhandlinger fortsætter nu igen med lange talerækker.

I de følgende taler kommer der flere følelsesladede opfordringer til de blokerende parter fra andre G77-lande, f.eks. Grenada: "I call on my brother from Sudan to rethink his conclusions and to get hold of his feelings" [B,1:16], Tuvalu: "Please, don't jeopardize our future" [B,2:08] og Maldiverne igen: "Please keep this document alive [...] I make this plea from the bottom of my heart." [B,2:52].

Kl. 8 om morgenen forsøger Løkke en sidste gang at komme uden om konsensus-kravet, igen med hjælp fra Miliband. Det lykkes ikke, og formanden er sekunder fra at afvise papiret totalt og lade det hele falde sammen.
Han afbrydes dog af en ny banken på bordet, denne gang fra UK og USA. En desperat Miliband når at afværge det totale sammenbrud: "I ask you to adjourn the meeting for a short period of time" [B,2:56].

Efter flere timers uformelle forhandlinger med de involverede parter, lykkes det derefter som bekendt næstformanden, der nu har taget over efter Løkke, at få et tyndbenet kompromis igennem - men dette først efter, at de kaotiske forhandlinger som beskrevet ovenfor havde kostet de delegerede blod, sved og tårer.
Som en repræsentant for Saudi-Arabien sagde, efter lørdag morgen at have arbejdet 48 timer i træk uden søvn: "This has been without exception the worst plenary I have ever attended" [B,2:36].


Jeppe Branner, Klimadebat.dk