Husk mig
▼ Indhold

Biogas i landbruget

Artiklen er en del af bogen Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.

< Affald bliver til energiIndholdsfortegnelseEnergiafgrøder >

Af Jørgen Boldt

Biogas i landbruget
Som andre vedvarende energikilder voksede biogasteknologien op fra neden, drevet af initiativrige enkeltpersoner. En af dem, som mange valfartede til var gårdejer Anders Lassen i Voel ved Silkeborg. I 1973 lavede han et lille glasfiber-anlæg for 3000 kr. Til Tvinds bog ’Vi er godt i gang’ fra 1976 fortalte han: ”Anlægget er stort nok til at opvarme et hus på 100 m2. En overgang havde jeg også sat det til vores gaskomfur, men mutter brød sig ikke om lugten af griserøv. Man kan godt rense gassen, så den ikke lugter. Det er ikke særligt indviklet, den skal bare ind igennem et bad med kalkvand. Det har jeg ikke fået gjort endnu. Jeg har også spekuleret på, hvordan jeg kan oplagre oveskudsgassen fra om sommeren. Jeg forestiller mig at bygge en stor glasklokke, hvor jeg kan gemme gassen til om vinteren. Der ville sikkert også være nok til bilen.”

Gårdejer og biogaspionér Hans Aage Jespersen.
Første fuldskala landbrugs-biogasanlæg
Landets første fuldskala landbrugs-biogasanlæg blev bygget i 1974 af gårdejer Hans Aage Jespersen, Højbogård i Nr. Åby på Fyn. Anlægget blev bygget af Hans Aage Jespersen i samarbejde med smed Egon Rasmussen og Jørgen Friisholm. Det var et portionsanlæg, som behandlede gyllen fra gårdens besætning af 40 køer og 40 søer med smågrise. Anlægget fungerede rimeligt godt, omend ikke uden problemer, justeringer og ombygninger. Der var ingen opvarmning af gyllen, ej heller omrøring i rådnetanken. Derfor tog afgasningen lang tid, omkring 16 uger.

Hans Aage Jespersen lavede utallige forsøg, såvel med selve teknikken som med den tilførte biomasse, såsom tang, mandelskaller, sennep, græs, ensilagesaft og halm.

Landets første fuldskala landbrugs-biogasanlæg blev bygget i 1974 af gårdejer Hans Aage Jespersen, Højbogård i Nr. Åby på Fyn.
I årene efter fulgte omkring femten andre landmænd trop. Opfindsomheden var stor, og anselige private beløb blev satset på at hente en succes hjem. Forventningerne blev dog ikke indfriet – fiaskoerne var mangfoldige. Johannes Christensen fra Statens Jordbrugsøkonomiske Institut (SJI) havde fulgt en del af anlæggene på nært hold og var kommet til det resultat, at ideen var god, men at der burde gøres noget radikalt for at sikre større succes.

På den baggrund nedsatte Handelsministeriet i 1978 Samarbejdsgruppen for Teknologisk Udvikling af Biogasanlæg (STUB) med Ulf Meyer Henius fra Teknologisk Institut som formand. Gruppen bestod af 10-12 tekniske og landbrugsfaglige offentlige institutioner, hvis aktiviteter blev koordineret af det rådgivende ingeniørfirma Carl Bro, med Gerhard Grøn som projektleder. STUB etablerede to særtjenester, en på Teknologisk Institut (Kemiteknik) og en på Landskontoret for Bygninger og Maskiner. SJI (med Johannes Christensen,Mikael Parsby og Morten Gylling) var ansvarlige for økonomiske vurderinger. Desuden startede STUB bladet ’Biogas Nyt’.

Filosofien var blandt andet, at det var bedre, at staten betalte fejltagelserne, end at det var landmændene. Desuden var ambitionerne at udvikle avancerede teknologier ved at søge inspiration fra de nordiske lande, Tyskland og USA.

Fra begyndelsen opstod et modsætningsforhold til de landmænd, der allerede var i gang. Kritikken fra græsrødderne gik især på, at STUB ikke ville tage ved lære af folk med mange års erfaringer. For eksempel henvendte Højbogård sig til STUB om støtte til videreudvikling. Dette blev afvist, idet Højbogård var et velfungerende anlæg med en tilfredsstillende produktion. Dette anlæg havde derfor ikke behov for en teknisk gennemgang med henblik på optimering. Desuden havde STUB andre og mere højteknologiske planer.

Anlægget på Gadebjerggård i Skals nord for Viborg blev bygget af gårdejeren Ole Skadborg i samarbejde med en af dansk biogas’ pionerer, Keld Johansen.
I årene 1978-79 byggede STUB tre biogasanlæg på Gråsten Landboskole, i Assendrup ved Haslev og på Gadebjerggård i Skals nord for Viborg. De to første blev fiaskoer, det første så meget, at forstanderen, Filt Jensen, blev en af de mest udtalte modstandere mod biogas. Filt Jensen blev i øvrigt senere valgt til Folketinget.

Gadebjerggård- anlægget
Anlægget på Gadebjerggård i Skals nord for Viborg blev bygget af gårdejeren Ole Skadborg i samarbejde med en af dansk biogas’ pionerer, Keld Johansen. Keld havde kort forinden dannet firmaet Jysk Biogas Aps sammen med en række folk fra en studiekreds. Ole selv var en meget visionær landmand, der havde store planer med sit biogasanlæg. Overskudsvarmen fra kraftvarmedriften på gasmotorer skulle opvarme den afgassede og separerede gylle i et væksthus, hvor der skulle dyrkes proteinholdige vandhyazinter. Disse skulle bruges til fodring af dyrene og dermed sikre en form for kredsløb.

Så vidt kom det ikke. Karakteristisk for mange af datidens pionerer for gårdbiogasanlæg løb han ind i en lang række problemer. Reaktoren bestod af glasfiber-elementer, der skulle boltes sammen ved hjælp af en fals i hver side af elementerne. Øverst blev monteret et låg, der passede ned i en vandfyldt rende, så det - gastæt - kunne hæves og sænkes og dermed fungere som gaslager. Det første alvorlige problem opstod da flangerne, der holdt reaktorelementerne samlet, revnede på grund af trykket fra gyllen. Anlægget var bygget på toppen af en bakke med skråning ned mod Herredsvejen, og uheldet blev opdaget ved at en skiløber på træningstur på rulleski væltede i al den gylle, der var løbet ned ad bakken og videre over vejen.

Låget på reaktoren blæste af under en vinterstorm i 1980 og landede på taget af en staldbygning langt fra reaktoren.
Reaktoren blev genopbygget med forstærkede flanger og anlægget kom i drift igen. Som nævnt var anlægget placeret på toppen af en bakke - og med frit udsyn over Hjarbæk Fjord, men tilsvarende med mangel på lægivere for vinden. Konsekvensen blev, at låget på reaktoren blæste af under en vinterstorm i 1980 og landede på taget af en staldbygning langt fra reaktoren. Også dette uheld blev udbedret og en gentagelse blev forhindret ved at montere jernstænger ind over låget, så bevægeligheden blev begrænset opefter. Siden kørte anlægget rimeligt godt, omend der blev brugt meget tid på tilsyn.

Spies investerer
Projektet i Skals var som nævnt støttet af STUB-programmet, og folkene i projektet regnede derfor med, at Teknologisk Institut ville betale ombygningerne. Men der var problemer med formalia, og Teknologisk Institut var ikke til sinds at betale. Keld Johansen fik så overtalt rejsekongen Simon Spies til at betale ombygningerne mod at overtage halvdelen af Jysk Biogas. Med Simon Spies fulgte advokaten Robert Koch Nielsen, en sværvægter i branchen, som havde mere held med at overtale Teknologisk til at betale regningerne.

Senere dannede Jysk Biogas Aps og Vølund et fælles firma, CH4, som bl.a. byggede anlægget i Revninge. CH4 indstillede sine aktiviteter sidst i 80’erne.

Imens gik Højbogård andre veje. Efter afslaget fra STUB allierede de sig med Marcipanfabrikken Marcia og dannede Højbogård Biogas A/S, ligeledes med henblik på at sælge biogasanlæg. Direktøren for Marcia, Niels Thagaard, overtog ledelsen af det nye selskab og blev hurtigt en uvurderlig drivkraft for den videre udvikling. Omkring 1981 blev der bygget et nyt fuldskala forsøgsanlæg og et tilhørende laboratorium til at måle og dokumentere resultaterne.

Forsøgsanlægget havde tre reaktortanke af 40 kubikmeter, hvilket var for stort i forhold til gårdens besætning, men anlægget kørte nogenlunde. I starten stod smeden ’Polle’ for den daglige drift, og i 1983 kom den arbejdsløse akademiker Søren Tafdrup til. På denne tid lykkedes det endvidere at sælge det første anlæg ud af huset, til Revninge.

Da Søren Tafdrup overtog driften af anlægget, havde man gjort nogle indledende forsøg med fedt-affald fra garverier. Man prøvede også slam fra Roskilde Fjord, søsalat fra Odense Fjord, samt affald fra Marcia. Den ene reaktor blev kun tilført affald fra garverier. Dette gik strygende, meget bedre end med gylle, omkring den dobbelte gasproduktion (dagligt volumen gas per reaktorvolumen). Der begyndte nu at gå sport i at producere meget gas. Søren skruede langsomt op for tilførslen af garveriaffald, og det blev ved at gå bedre og bedre. Pludselig var grænsen nået, anlægget skummede over, og der flød skum ud af alle sprækker og revner, alt blev oversvømmet.

Det kostede en del rengøring, men gav også stof til eftertanke. Siden kørte man med halvt gylle og halvt garveriaffald, hvilket gav en ganske høj og stabil gasproduktion. I 1984 dannede Højbogård Biogas A/S sammen med entreprenørfirmaet Hans Jørgensen & Søn et nyt biogasselskab Bigadan. Selskabet lededes af Niels Thagaard. Samtidig ansatte man Karsten Buchhave som direktionssekretær med henblik på at han skulle overtage Thagaards rolle.

Blegejord - en revolution
I midten af 80’erne gik Keld Johansen og gjorde tilsvarende forsøg, uden at kende til forsøgene på Højbogård. På et tidspunkt var Keld i Ungarn og holde foredrag om biogas. Tilstede var en lokal kræftforsker, som havde gjort forsøg med at helbrede kræft på forsøgsmus ved at tilsætte et lermineral – ziolit - til foderet. Det virkede ikke på kræften, men forskeren observerede, at de mus, der fik ziolit, voksede meget mere. Det var som om ziolitten hjalp på nedbrydningen af foderet i musenes tarmsystem. Det var lige hvad Keld ledte efter – et stof der kunne sætte gang i omsætningen af biomasse. Hvis det virkede i musetarme, kunne det måske også virke i en biogasreaktor. Problemet var, at ziolit er dyrt, så Keld fandt et tilsvarende stof, der var langt billigere, som man faktisk kunne få penge for at modtage. Det var blegejord, som er et affaldsprodukt fra lermineralet bentonit, der anvendes som filtermateriale på oliemøller.

I 1982 etableredes der en prøvestation for biogasanlæg under Statens Redskabsprøver på Bygholm i Horsens. Her blev etableret to 2. generationsanlæg under STUB programmet, hvoraf det ene var det Folkecenter-udviklede “Gyllefryd”. På billedet ses til venstre Georg Mathiesen og formand for smedemesterforeningen Jens Jensen (med kasket).
Keld Johansen skaffede noget blegejord fra Århus Oliemølle og hældte det i et biogasanlæg, som Jysk Biogas i 1983 havde leveret til en af de senere pionerer, gårdejer Kaj Wisti Lassen fra Boltrupgård ved Farsø. Resultaterne med at blande blegejord i gyllen var fantastisk gode, og hermed startede en nærmest revolutionær nyudvikling af dansk biogas. Der var næsten ingen grænser for hvilke former for organisk industriaffald, der blev tilsat gyllen. En stor del af forsøgene blev udført af Keld på anlægget i Vegger.

Ellers var der mange selvbygger-anlæg i denne periode. Flere kørte mere dårligt end godt, og teknikken stod slet ikke mål med drømmene. Endvidere turde mange landmænd ikke investere i biogasanlæg, dels på grund af det statslige STUB-programs fiaskoer, og dels fordi STUB-programmet var kritisk overfor de mere simple anlæg, der var udviklet udenfor programmet.

Uanset disse triste omstændigheder var de politiske signaler fra regeringen meget ambitiøse. Ifølge forsyningsalternativet i Energiplan 81 skulle der inden 1995 etableres op mod 20.000 gårdbiogasanlæg.

I 1982 etableredes der en prøvestation for biogasanlæg under Statens Redskabsprøver på Bygholm i Horsens. Her blev etableret to 2. generationsanlæg under STUB programmet. Forinden havde Statens Jordbrugsøkonomiske Institut beregnet, hvor meget et biogasanlæg måtte koste for at kunne danne grundlag for en fornuftig økonomi for landmanden. Konklusionen var, at et anlæg højst måtte koste 250.000 kroner, og anlæggene på Bygholm blev derefter udført i en meget skrabet udgave, så skrabet, at det gav anledning til utallige tekniske problemer og deraf følgende skænderier mellem de involverede.

Selvbyggeranlæg i Alslev. 50m3 genbrugstank bruges som reaktor.
Krise for gårdbiogasanlæggene
Første halvdel af 1980’erne var en stor nedtur for gårdbiogasanlæggene. Olieprisens fald ved årsskiftet 1985/86 var lige ved at slukke lyset helt, og kun de mest ukuelige pionerer holdt ved. Efter den tid var der kun få anlæg tilbage. Under indtryk af STUB’s manglende succes/fiasko besluttede gdr. Henning Andersen i Alslev ved Varde at bygge et anlæg for at vise, at det kunne lade sig gøre. Anlægget var et selvbyggeranlæg af genbrugsmateriale. Det var i drift fra 1980 til 1999, hvor det blev stoppet på grund af besætningsophør. Det kostede ca. 50.000 kr. og biogassen blev brugt til opvarmning af stuehus.

Dansk Smedemesterforening modtog i starten af 80’erne et tilskud til at videreudvikle Varde-konceptet, og i samarbejde med Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi blev det første anlæg bygget på Bygholm i 1984. Anlægget levede op til de stillede forventninger. Dog viste der sig nogle mystiske udsving i gasproduktionen, især i ugens første dage. Forklaringen var, at en statslig prøvestation ikke drives som et almindeligt landbrug. Man har personalenormeringer med bestemte arbejdstider, og det passede ikke ind i staldkarlenes rutiner at pumpe kvæggylle over i biogasanlægget i weekenden. Anlægget blev sultet i weekenden og svarede igen med at levere en nedsat gasproduktion.

Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi med Preben Maegaard i spidsen har siden hen løbende videreudviklet teknologien, som nu er bedre kendt som Smedemesteranlægget. Det første kommercielle anlæg blev sat i drift i 1988 i Sindrup. Folkecenteret har endvidere hjulpet en række producenter med at komme i gang med fremstillingen af denne type anlæg. Flere af producenterne har dog opgivet igen.

En af Indiens førende biogaseksperter, Ram Bux Singh, blev i 1978 inviteret til Danmark, og med hans erfaringer og inspiration samt Folkecentrets løbende bistand blev der bygget et beton-anlæg hos Poul Overgaard.
Parallelt med denne udvikling blev der udviklet et koncept med betontanke. Den udvikling startede hos gårdejer Poul Overgaard fra Nors i Thy. I 1974-78 var der i Thy en lokal initiativgruppe ved navn Nordenfjord World University, som var optaget af tankerne om et nyt FN-universitet - et universitet uden vægge. Gruppen havde af UNESCO fået penge, som kunne bruges til udvikling af lokale menneskelige og teknologiske ressourcer. Det reagerede Poul Overgaard på. Han havde forgæves søgt bistand hos STUB folkene, så en dag henvendte han sig til FN-universitetsgruppen med spørgsmålet: “Kan I ikke bruge nogle af jeres penge til at skaffe en ekspert fra udlandet, som har virkelige erfaringer med bygning og drift af biogasanlæg?”. Den udfordring blev straks taget op. En af Indiens førende biogaseksperter, Ram Bux Singh, blev i 1978 inviteret til Danmark, og med hans erfaringer og inspiration samt Folkecentrets løbende bistand blev der bygget et beton-anlæg hos Poul Overgaard. I de følgende 8 år købte Poul Overgaard ikke fyringsolie; varmen kom fra biogassen. Undervejs blev opstillet et kraftvarmeanlæg, og der blev også lavet et gaslager. Men en dag gik det galt. Kompressoren, som i nattens løb skulle fylde biogas på tryktanken, blev ved med at køre, fordi en afbryder på en gaspose var faldet ned. Pludselig ved 5-tiden om morgenen kom tryktanken på 5 m3 susende som en raket i vandret flugt igennem køkkenhaven og borede sig ind i gavlen til kostalden. Heldigvis kom ingen galt af sted.

Båring-Asperup Andelsenergi
I april 1980 dannede en gruppe borgere i de to nordvestfynske landsbyer Båring og Asperup foreningen Båring-Asperup Andelsenergi med højskolelærer Leif Henriksen som formand. Hensigten var at gennemføre en energiforsyning, der alene var baseret på vedvarende energi. Foruden et større fælles biogasanlæg indgik et halmfyr, vindmøller, solvarme og varmepumper. I samarbejde med Laboratoriet for Energiforskning på Odense Universitet og det rådgivende ingeniørfirma A/S Samfundsteknik lykkedes det at opnå et tilskud fra EF på godt 9 millioner kroner. Det var imidlertid ikke tilstrækkeligt, og folkene bag søgte derfor om yderligere tilskud fra Energiministeriet.

Året før var det nationale naturgasprojekt blevet besluttet, og kommunen var mere stemt for naturgas. Og Energiminister Poul Nielson havde ikke til sinds at yde tilskud til VE-projekter, der lå i områder, som var forsynet eller blev planlagt forsynet med naturgas eller kraftvarme. Så sagen trak ud – der blev lavet yderligere undersøgelser, og sagen var omkring flere forskellige Folketingsudvalg. Undervejs, i efteråret 1982, fik landet en ny energiminister, venstremanden Knud Enggaard. I 1984 blev et forslag til folketingsbeslutning om direkte statsstøtte til anlægget stemt ned, fordi socialdemokratiet var imod.

Men borgerne sad ikke med hænderne i skødet. De fik skaffet yderligere lovninger på medfinansiering. Et af lånene krævede dog, at kommunen stillede garantier. Hertil forlangte kommunen driftsgarantier fra projektet. Projektgruppen spurgte herefter Knud Enggaard om ikke staten kunne stille driftsgaranti, men svaret var nej, og projektet blev begravet.

I de fire år, hvor Båring-Asperup sagen kørte, blev den ivrigt diskuteret blandt presse, græsrødder og fagkredse. Projektet blev fremstillet som en prøvesag for hele det danske samfunds indsats med hensyn til at fremme anvendelsen af vedvarende energi. Så selvom projektet afgik ved døden, inden det overhovedet blev til virkelighed, så satte det frø og det gav inspiration til mange rundt om i landet. Nogle af frøene blæste til Nordjylland, og her var der bedre betingelser for at spire.

Minerva-udvalget
Samtidigt med Båring-Asperup sagen var institutionerne omkring STUB programmet begyndt at overveje om biogasanlæg kunne gøres rentable på anden vis. Da STUB’s dage var talte, nedsatte de på eget initiativ et nyt udvalg i begyndelsen af 1980’erne. Det blev kaldt Minerva udvalget og skulle blandt andet undersøge mulighederne og problemerne ved at opføre biogasanlæg til energiforsyning af mindre landsbysamfund. De samme tanker rumsterede i Energistyrelsen, og her fik man i 1982-83 udarbejdet en rapport ’Biogasfællesanlæg, Forrapport 1, Projektgruppe for Biogasfællesanlæg’ (Energistyrelsen, 1984).

Vester Hjermitslev under bygning. Det var tanken at etablere 100% VE-forsyning af landsbyen ved at kombinere flere forskellige VE-teknologier.
I 1984-85 blev de første større, fælles biogasanlæg etableret i Nordjylland. Fra Energiministeriets side var dette en velvalgt placering, eftersom der på det tidspunkt ikke var planer om at bringe naturgas til Nordjylland. Ellers var Projekt Landsbyenergi især begrundet i beskæftigelseshensyn, idet Nordjylland på den tid var ramt af usædvanlig høj arbejdsløshed. Projektet blev igangsat i 1981af Nordjyllands Amtskommune ved blandt andre Mogens Hust Larsen og Erik Hannibal. Ideen var at opnå skalafordele samt en bedre afsætning af energiproduktionen i form af varme til mindre fjernvarmeværker, idet mange af gårdanlæggene ikke var i stand til at bruge al den producerede energi.

Hertil kom, at kravene til opbevaring og formidling af gylle blev skærpet midt i 1980’erne, grundet især hensyn til vandmiljøet. I maj 1985 vedtog Folketinget en handlingsplan for nedbringelse af forureningen af næringssalte og organisk stof fra landbruget, den såkaldte NPO-handlingsplan (NPO = kvælstof, fosfor og organisk materiale). Etablering af biogasanlæg er en mulighed for at reducere dette forureningsproblem, og derfor dannede Energistyrelsen,Miljøstyrelsen og Landbrugsministeriet en arbejdsgruppe, som i marts 1986 udgav rapporten ’Biogasfællesanlæg og NPO-handlingsplanen’. Arbejdsgruppen konkluderede, ”at der ud fra en samfundsmæssig synsvinkel er grundlag for at søge etablering af biogasfællesanlæg fremmet i forbindelse med den udbygning af lagerkapaciteten for husdyrgødning, som skal ske for at overholde de nye miljøbestemmelser.” Med til billedet hører endelig en ualmindeligt idealistisk og fremsynet amtsborgmester.

Fællesanlægget i Vester Hjermitslev blev et ganske sammensat og kompliceret anlæg, med to styks tre-komponent anlæg (motor, generator og varmepumpe) samt et biogasanlæg og to vindmøller. Projekteringen blev forestået af Nellemann og Steensen & Warming. På billedet ses i forgrunden projektleder Erik Hannibal.
Landsbyer i amtet blev inviteret til at deltage, og interessen var overvældende. 22 landsbyer meldte sig, og der blev derefter udvalgt fire, hvor der for hver blev udarbejdet et forprojekt. Derefter blev Nellemann samt Steensen & Warming hyret til at etablere det første fællesanlæg,Vester Hjermitslev.

Locus-konceptet
På den tid var der meget tale om et såkaldt Locus-koncept, specielt markedsført af Klaus Illum fra Aalborg Universitetscenter. Som i Båring-Asperup var tanken at etablere 100% VE-forsyning af landsbyer ved at kombinere flere forskellige VE-teknologier. Tankerne fandt rodfæste hos folkene bag anlægget i Vester Hjermitslev, og dette blev derfor et ganske sammensat og kompliceret anlæg, med to styks tre-komponent anlæg (motor, generator og varmepumpe) samt et biogasanlæg og to vindmøller.

Biogasdelen af anlægget blev udbudt i konkurrence, som blev vundet af Bigadan. Bigadan havde tilbudt en biogasreaktor samt en varmeveksler, selvom man ikke var i stand til at levere sidstnævnte. Så i al hast måtte man udvikle en sådan. Efter utallige forsøg lykkedes det at fremstille en dobbelt-spiral varmeveksler, som den dag i dag er en af de to gangbare løsninger.

Fællesanlægget i Vegger
Fællesanlæg nummer to, Vegger, blev også bygget efter Locuskonceptet. Dog var biogasdelen baseret på termofil udrådning. I starten kørte anlægget meget dårligt, der var utallige krisemøder og der blev skabt tvivl om den termofile proces. Efter en forsøgs- og måleperiode viste processen sig imidlertid at være god nok, det var andre forhold der skabte problemerne. Anlægget var bygget af et lille ingeniørfirma, W.W. Engineering, ejet af Prohaska. Prohaska døde efter få år, og firmaet blev lukket. I en kort periode overtog I.S. Krüger (Gert Petersen; var tidligere involveret stærkt i STUB programmet via DTI) ombygningen, men herefter tog folkene på Vegger skeen i egen hånd.

Knud Øllgaard, og Mogens Hust Larsen ved indvielsen af Skovsgaard-anlægget.
Anlægget blev ombygget løbende, uden at driften blev indstillet. Det blev en særdeles bekostelig affære; Teknologirådets Styregruppe for Vedvarende Energi bekostede adskillige millioner kroner, og alligevel var anlægget længe tæt på konkurs. Men efterhånden begyndte anlægget at køre rimeligt. Det var især tilsætningen af blegejord, der fik den termofile proces til at køre godt og stabilt.

Inden anlæg nummer tre blev sat i værk, havde folkene i amtet forladt deres arbejdsplads og etableret eget firma, Landsbyenergi, ledet af Mogens Hust Larsen. Vester Hjermitslev og Vegger blev ikke umiddelbart nogen succes. Alligevel valgte Landsbyenergi, som vandt konkurrencen om det tredje anlæg i Skovsgård, samme koncept, et forholdsvist teknologisk kompliceret anlæg. Energistyrelsen, som havde givet økonomisk tilskud til de to første anlæg, vægrede sig derfor mod at give tilskud til Skovsgård-anlægget, og dette trak sagen i langdrag. I foråret 1986 blev skabt et politisk pres, der tvang Energistyrelsen til at give tilskud til Skovsgård.

Anlæggene i Vester Hjermitslev, Vegger og Skovsgård blev gjort til selvejende institutioner, med amtet som garant, men uden den stærke medvirken af landmændene som karakteriserer senere biogasfællesanlæg.

Tankbil til afhentning af gylle fra landmændene.
Stigende interesse fra landbruget
Der var nu vakt en betydelig debat om biogasfællesanlæg, og interessen i landbruget var også steget betragteligt, bl.a. på grund af NPO-handlingsplanen. Landmænd organiserede sig i interessegrupper, og et stort antal forslag blev udarbejdet. En af de mest ihærdige interessegrupper var projektgruppen i Lintrup, ført an af Jørgen Grosen, pensioneret godsfuldmægtig.

I første omgang havde kommunen taget et initiativ ved at indkalde til et møde, hvortil mødte to landmænd. Sagen døde, men et par år efter – i 1986 - tog Grosen sagen i egen hånd. Partiet Venstres lokalafdeling i Lintrup, hvor Grosen sad i bestyrelsen, støttede forslaget. Han besøgte nu 160 landmænd; halvdelen syntes godt om initiativet, og de dannede et andelsselskab, Linkogas.

En projektgruppe i Lintrup, ført an af Jørgen Grosen, pensioneret godsfuldmægtig, fik støtte fra 160 landmænd til etablering af et biogasfællesanlæg, og de dannede et andelsselskab, Linkogas.
Efter at landmændene havde organiseret sig var næste skridt at banke på nye døre, især bankers, kreditforeningers og politikeres. Daværende energiminister Knud Enggaard fra Venstre var en af dem, der blev aflagt et besøg. Dette var i efteråret 1986. For at fremme sagen havde Grosen med sig taget en tidligere folketingsmand og daværende folketingskandidat, gårdejer Knud Øllgård. Grosen fik dog ikke nogen håndfast støtte med sig hjem fra mødet med ministeren.

Men to dage senere blev Knud Øllgård udpeget som formand for det nye Koordineringsudvalg for Biogas Fællesanlæg, nedsat af energi-, miljø- og landbrugsministerierne. Hensigten var med de mange initiativer, der var på bedding, at sikre en kontrolleret og målrettet proces. Det var i høj grad en proces op ad bakke. Energiministeriet ville have et meget begrænset udviklingsprogram, fordi man ikke troede på økonomien. Miljøstyrelsen var heller ikke synderligt begejstrede, idet man var bange for at udviklingsarbejdet med biogasfællesanlæg ville forsinke realiseringen af målsætningen i NPO-handlingsplanen. Mens Landbrugsministeriet og landbrugsorganisationer var yderst skeptiske overfor teknologien, bl.a. grundet de dårlige erfaringer fra anlægget i Gråsten. Udvalget var derfor ustandselig udsat for pres til at begrænse sine ambitioner.

Lintrup-anlægget med Jørgen Grosen til venstre.
Dette til trods udarbejdede Koordineringsudvalget som en af sine første aktiviteter en ambitiøs Handlingsplan for Biogasfællesanlæg. Den blev præsenteret i 1987 og gennemført i 1988-91. Ved starten var allerede etableret 4 anlæg: Vester Hjermitslev, Vegger, Skovsgård, og Revninge. Disse blev gjort til demonstrationsanlæg. Desuden etableredes yderligere 5 demonstrationsanlæg. Vegger var desuden et særligt forsøgsanlæg, blandt andet til afprøvning af termofil udrådning.

Gas til husholdningsbrug
Revninge er et ganske særligt anlæg. I stedet for varmeproduktion supplerer anlægget renset gas til 6 husstande. Det blev projekteret af Samfundsteknik, og biogasreaktoren blev leveret af Bigadan. Projektet var startet samtidig med Båring-Asperup projektet, idet Vanddirektør Andrup fra Fyns Amt startede en studiekreds i Revninge. Studiekredsen udviklede sig til et selskab, og Naturgas Fyn blev involveret - det handlede jo om distribution af gas. Anlægget fik økonomisk støtte af EF, faktisk før Vester Hjermitslev fik støtte, så på en måde er Revninge landets første biogasfællesanlæg.

Gylletransport på Lintrupanlægget.
Lintrup blev valgt som et af de fem nye anlæg, i skarp konkurrence med Lemvig. En afgørende grund hertil var, at man ville blande kinesiske vandhyacinter i gyllen for at øge gasudbyttet. Denne idé blev senere droppet, men Lintrup beholdt sin status som demonstrationsanlæg ved at ville afprøve omvendt osmose til rensning af den afgassede gylle. Det krævede et stort engagement og en ihærdig indsats at få etableret et fællesanlæg til 80 landmænd, og i 1990 blev Grosen belønnet af Energiminister Jens Bilgrav Nielsen ved at modtage årets VE-pris.

Erfaringsopsamling
Da handlingsplanens ord blev omsat i handling, viste den sig snart at være et enestående effektivt udviklingsprogram, dygtigt skruet sammen og koordineret af især Kaare Sandholt og Søren Tafdrup fra Energistyrelsen. En blanding af Kaare Sandholts erfaringer for varmeforsyningsplanlægningen og Søren Tafdrups erfaringer med praktisk biogasteknik gav den rette cocktail. En vigtig brik i succesen var og er stadigvæk hyppig erfaringsopsamling, bearbejdning og videreformidling. Den regelmæssige udveksling af erfaringer og ideer medvirker desuden til at skabe og fastholde et stærkt netværk mellem dem, der ejer og driver anlæggene. Dette er en af de store svagheder ved biogassektorerne i vore nabolande, at resultater og erfaringer fra de enkelte anlæg ikke indsamles og offentliggøres hyppigt, og at de praktiske aktører arbejder mere spredt end samlet.

Der blev endvidere satset mere på praktisk teknologi end forskning, blandt andet ved i betydelig grad at støtte de entusiastiske driftsledere som teknologiudviklere. Og sidst - men ikke mindst – var landmændene de drivende bag etablering og drift af de enkelte anlæg. Disse forhold var stærkt medvirkende til at gøre Handlingsplanen til en betydeligt større succes end det forgangne STUB-program.

Mens Handlingsplanen var i støbeskeen, havde Bigadan forholdsvis upåagtet etableret et fællesanlæg i Davinde på Fyn. Grundet erfaringerne med Vester Hjermitslev, valgte Karsten Buchhave, som nu var blevet direktør for Bigadan, et helt anderledes koncept. Anlægget blev udformet så enkelt som overhovedet muligt; der var ikke engang en motor til at fremstille elektricitet. Dette skyldtes ligeledes, at de daværende el-priser ikke var et tilstrækkeligt incitament. Biogasanlægget blev suppleret med et halmfyr til mellem- og spidslast.

Organisatorisk var Davinde-anlægget også udtryk for nytænkning, idet projektet allerede fra starten var styret af landmændene. Det var godt nok Andy Jensen fra Fangel, der var banebrydende og inspirerende på dette felt, men Davinde var hurtigere om at komme i drift (i 1987). Anlægget blev hurtigt en økonomisk succes.

Omkring 1989-90 solgte Marcia aktierne i Bigadan til Krüger, som dermed opnåede en næsten monopolagtig stilling på biogasfællesanlæg.

Nye planer og udviklingsprogrammer
De gode resultater begyndte nu at komme, og Danmark fik etableret sig i en international førerposition. Udover ovennævnte forhold skyldtes succesen den kombinerede udrådning med organisk industriaffald (blegejord m.m.). Det gav den nødvendige økonomiske luft og skabte en fremdrift, som gjorde, at det nu er muligt at arbejde systematisk og langsigtet på at fremelske anlægstyper, som kan klare sig på husdyrgødning alene.

Alligevel kan teknologien ikke siges at være kommercialiseret. Og den internationale førerstilling har ikke slået igennem i eksporten. At man endnu ikke har kunnet følge i hælene på vindmølleindustriens eksportsucces skyldes flere forhold:
  • Industrien selv har ikke været tilstrækkelig aggressiv i sin udenlandske markedsføring;
  • hjemmemarkedet har været stækket af hensyn til naturgassen; der har været for énsidig fokus på gylle;
  • forskningen har ikke bragt teknologien videre, især er det ikke lykkedes at hæve gasproduktionen fra gylle, der ikke er iblandet organisk affald;
  • og endelig er et biogasanlæg ikke et standardprodukt, det skal tilpasses hver enkelt placering.

Handlingsplanen 1988 – 1991 viste sig at dække for kort en periode. Der var for lidt tid til at dokumentere driften af de nye anlæg. Endvidere var det omsider lykkedes at skabe en positiv udvikling. Det blev derfor besluttet at fortsætte med Opfølgningsprogrammet for Biogasområdet, 1992-95. Her blev etableret yderligere 6-7 demonstrationsanlæg.

Opfølgningsprogrammet blev efterfulgt af Udviklingsprogram for Biogas 1995-1997, der ligesom de foregående programmer blev finansieret i fællesskab mellem Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Miljø- og Energiministeriet. Sidenhen blev Strukturdirektoratet og Energistyrelsen enige om at videreføre den fælles indsats på biogasområdet i form af Biogasprogram 1998-2001.Ved udgangen af 1999 var der 20 biogasfællesanlæg i drift.

Mens fællesanlæggene samlede opmærksomheden fra midt i 1980’erne, var gårdbiogasanlæggene nede i en bølgedal. Da Koordineringsudvalget for Biogasfællesanlæg blev etableret i 1986 besluttede Teknologirådets Styregruppe for Vedvarende Energi at koncentrere sin videre indsats om gårdanlæggene. Som tidligere nævnt stod især Folkecenteret med deres Smedemesteranlæg for den fortsatte udvikling.

Et andet koncept, der i en periode medvirkede til at skabe fornyet tro på gårdanlæg, er lagertankanlægget med overdækning af en gastæt dug. Ideen blev markedsført af Soft-Top- Gruppen, ledet af Kai Wisti Lassen. Gruppen skabte yderligere fornyelse ved at dokumentere muligheden for afgasning ved lavere temperaturer, 18-22 oC. Det første anlæg blev taget i brug i 1994 i Ejstruplund. Siden blev bygget flere anlæg efter dette koncept, men midt i 1999 stoppede Soft-Top gruppen sine aktiviteter, grundet tekniske problemer og svigtende omsætning.

Gårdbiogasgruppen
I maj 1994 besluttede Energistyrelsen at danne en arbejdsgruppe til fremme af biogasgårdanlæg, Gårdbiogasgruppen. Gruppen, med sekretariat i Viborgegnens Miljø- og Energikontor og Ole Elmose som formand, har siden registreret en betydelig og fortsat stigende interesse for gårdbiogasanlæg blandt såvel landmænd som leverandører.

Gennem de sidste par år har biogasgårdanlæg modtaget 40 % i anlægstilskud fra Energistyrelsen. I november 1999 blev støtteprocenten sat ned til 30 %, ligesom der er indført et loft på en million kroner per anlæg. Årsagen er, at CO2-fortrængningen per tilskudskrone til gårdbiogasanlæg har været mindre end forventet af Energistyrelsen. Derudover vil den i 1999 besluttede elreform forbedre driftsøkonomien for gårdanlæg, der opføres inden år 2003.

Tiden har vist, at kun landmænd, som personligt engagerer sig i driften, har held med deres biogasanlæg og bliver så glade for dem, at de vil anbefale andre landmænd at anskaffe sig et biogasanlæg. Selv store statslige tilskud kan ikke kompensere for en dårlig gasproduktion. Biogasanlæg må drives ligeså professionelt som de øvrige produktioner på gården for at blive en god forretning.

I 1999 kom omkring 75% af al gårdbiogas i Danmark fra Smedemesteranlæg, som nu måske er på vej ind i sit kommercielle gennembrud, idet virksomheden Bio-Energy Lab, ledet af Georg Mathiesen, tidligere Folkecentret for Vedvarende Energi, alene i 1999 har solgt omkring 12 anlæg af smedemestertypen til store svinefarme. I starten af 2000 stod 40-50 svineproducenter klar til at installere et biogasanlæg, leveret af Bio-Energy Lab.

I Energi 21 (1995) blev biogas for første gang officielt anerkendt som en del af den planlagte energiforsyning. Nu skulle der ske et tigerspring. Biogas blev den vedvarende energikilde, der var tiltænkt den største relative stigning. Men man kommer let fra asken i ilden - og tilbage igen. Ved overgangen til det nye årtusinde, hvor biogassen for alvor skulle ekspandere, trues biogassens fremtid af tidens politiske trend om management i stedet for politik og markedsmekanismer for økonomiens egen skyld. Krüger, som længe var markedsdominerende indenfor biogasfællesanlæg, besluttede i 1999 ikke længere at være aktivt markedsførende.

Biogas fra spildevand
Methanforgasning af byspildevand kom lang tid før biogasanlæggene i landbruget. Siden 1930’erne er der blevet produceret biogas til behandling af slam på en række rensningsanlæg, bl.a. i Roskilde, Hobro og Odense.

Indtil 1977 var det største af den type anlæg at finde ved Ejby Mølle i Odense. Værket behandlede alt spildevand fra Odense storkommune, inklusive industrispildevand. I et methangasanlæg fjernedes 70% af de biologisk forurenende stoffer. På det tidspunkt producerede anlægget 1,7 millioner m3 om året. Heraf blev 35 % anvendt til opvarmning af rådnetankene, mens resten blev sendt ud i Odense fjernvarmenet (ref. 3).

< Affald bliver til energiIndholdsfortegnelseEnergiafgrøder >






 0 kommentar(er) · 5092 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Biogas i landbruget:

Husk mig

Lignende indhold
Artikler
Naturgas
Landbrug
Fødevarer og landbrug (Bionyt: 500 svar om klima)
NyhederDato
Biogas fra affald kan spare milliarder af ton CO229-09-2009 14:09
Energistyrelsen: Gas nok i Nordsøen til 203019-08-2009 14:52
Mindre gas op i luften fra danske olieboreplatforme14-04-2009 08:27
Energi-konference: Mindre CO2 fra landbrug og boliger19-11-2008 08:42
DebatterSvarSeneste indlæg
Glyphosat er en katastrofe i Agentina , der forties af Dansk Landbrug...1130-09-2016 19:25
Klimadebat: "Hvordan kan vindenergi gøre Danmark uafhængig af kul, olie og gas i 2050 ?"002-06-2015 00:25
Naturgas versus luft/luft-varmepumpe217-08-2011 23:54
Fem gode grunde til at udfase kul, olie og naturgas320-06-2011 22:55
Landbrug og EROEI (til Per Clausen, Enhedslisten)114-03-2011 10:35
▲ Til toppen
Afstemning
Bør der indføres en klimaafgift på oksekød, som foreslået af Etisk Råd?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik