De amerikanske bilproducenter er blevet overhalet af europæiske og japanske konkurrenter inden for den nye biltrend, elbiler. Men nu introducerer flere amerikanske leverandører eldrevne køretøjer. Senest er Ford kommet på banen med en el-version af Ford Transit.
Den nye, klimavenlige bil blev vist på Chicago Auto Show i denne uge. Transit Connect Electric, der er salgsklar sidst på året, har en tophastighed på 120 km/t og kan køre 125 km på en opladning. Accelerationen er på samme niveau som en Transit med konventionel forbrændingsmotor, og den nye elbil kan oplades med 120 eller 240 volt på 6-8 timer, oplyser Ford.
Bilen er med sin relativ korte rækkevidde bedst egnet til kørsel på for eksempel korte, faste ruter med hyppige stop.
Ifølge Ford er elbilen mindre vedligeholdelseskrævende end tilsvarende biler med forbrændingsmotor. Blandt andet fordi der er ikke skal påfyldes olie, ikke er nogen drivrem, kølesystemet ikke løbende skal have vand, og der generelt er færre komponenter.
Ford forventer at sende flere elbiler og hybridbiler på markedet de kommende år – blandt en personelbil i 2011.
Kilde: Ford og Businessgreen.com. Foto: Ford