Forskellen mellem by og land - bæredygtig viden og ny business

Søren Hermansen, direktør, Samsø Energiakademi

Af Søren Hermansen

På landet er der ikke bare fred og ro, men også en dybere forståelse for innovation og foretagsomhed. I landbokulturen er arbejde en så integreret del af livet, at det ikke er inddelt i overenskomster og lønaftaler, men i selvstændighedstænkning og indsatser, der er i overensstemmelse med nødvendighed mere end retfærdighed.

Landbokulturen er i modsætning til bykulturen langsom og eftertænksom. Arbejdsevnen skal virke længe, og det medfører en forståelse for, at arbejde er nødvendigt, men ikke nødvendigvis livsnødvendigt. Man prioriterer også her den mere sociale del af tilværelsen, og man drikker kaffe sammen, når det er passende, og der er en anledning. Vi kan lugte, når naboen kører møg ud på marken, og vi skynder os at tage vasketøjet ind, for at det ikke skal lugte – men til en vis grad forstår vi, at her er et fornuftigt arbejde i gang. Vi drikker kaffe med bonden og snakker om dyrene og planterne. Vi forstår, at det lugter. Det er arbejde, og det er ressourcer. Det stinker, men vi forstår!

Mad kommer fra landet, og materialer kommer fra byen. Men med en større viden om bæredygtighed kunne man arrangere sig anderledes og mere klogt. Når fødevarerne sendes til byen, sendes de jo i form af kulstoffer og mineraler og en masse værdifulde grundstoffer. Men når disse værdifulde ressourcer så er brugt til det primære formål at være føde for mennesker i byerne, havner de værdifulde ”affaldsstoffer” i afløbssystemet og ender med at blive betragtet som et miljøproblem.

En innovativ udvikling i denne problemstilling ville være at arrangere dette forhold anderledes. Man kunne tænke bæredygtighed ind i et kredsløb og på forhånd planlægge, hvorledes man indsamler de stoffer, der nødvendigvis må tilbage til kilden, til jorden og blive til føde og byggesten for mikroorganismer og planter, der så igen kan blive til føde for mennesker og dyr.

Når det nu ikke sker, hvad skyldes det så?

Jeg har den personlige holdning, at det skyldes dovenskab og vores dybe trang til at rydde op. Jeg ved, det lyder selvmodsigende, men det er det faktisk ikke. Dovenskab er en egenskab, jeg besidder og nyder, men når skidtet kommer for tæt på, får det mig til at rydde op og smide ud. Det, tror jeg, er den stærkeste og værste årsag til, at vi har lavet en ”forsvind”-teknologi, der bortfjerner alt, der lugter dårligt, og som afslører os som rodehoveder og som ulækre. Vi vil være tjekkede og lækre, så vi bliver lagt mærke til og ønskede af andre. Men vi har bare glemt, at vi ikke er alene. Tænk på de stakkels bakterier og mikroorganismer, der synes, at biologiske stoffer som lort og affald er skøn mad, og som er en livsbetingelse for alle de levende væsner, de kender. Når kloakken lugter, sender vi bud til kommunen. Her skal gøres noget! Det lugter, og vi forstår ikke, at det er ressourcer, og at det er morgendagens mad. Det stinker, og vi bliver rasende!

Hvis vi forstod værdien af disse grundstoffer og kulstoffer på en konstruktiv og innovativ måde, kunne vi spare indkøb af kunstgødning fra fjerne lande. Vi kunne spare dyre rensningsanlæg og måske i stedet bygge en gødningsfabrik, der kunne tage vandet ud af lorten, så den kunne sendes tilbage til landmanden med besked om, at den gerne måtte blive til nye gulerødder. Det lugter, men vi forstår!

Den moderne Fælled er et underligt sted, som mange ikke rigtig forstår betydningen af længere. I ”gamle dage” var fælleden et livsvigtigt element i det sociale netværk, der holdt en i live og gav mening til en landsby og de borgere, der gjorde landsbyen til et samfund. I dag er alt organiseret i offentlig forvaltning og privat ejendomsret. Det betyder, at alt det, der ligger midt imellem, bliver til et problem, fordi det ikke kan placeres som ansvar. Nogen må derfor betales for at håndtere fælleden, og dermed er den ikke længere en fælled, men en del af en systemisk tænkning, der fjerner lugt og gener, men ikke forstår sig på kredsløb og cirkulær økonomi. Noget, der lugter fælt og giver anledning til frygt for sygdom og besvær, er nødvendigvis en omkostning, der skal deles og betales, ikke en værdi, der skal tages hånd om og forædles til gavn for samfundet og den fælled, vi deler med naturen, og som skaber mulighed for biodiversitet.

Det moderne menneske er alene og fortabt. Det er tid til at søge tilbage til den fælled, der er grundlag for liv for kommende generationer. ”Afskaf affald”, skriver Tor Nørretranders. ”Fremskaf materialer”, vil fremtidens krav være. Måske skal vi bare tænke os om og gøre det rigtige ...