Artiklen er en del af bogen
Vedvarende energi i Danmark - En krønike om 25 opvækstår 1975-2000, udgivet på OVEs Forlag i 2000.
Af Niels I. MeyerFørste officielle energiplan 1976
Før oliekrisen var der næppe noget industriland, der kunne prale af at have en national energiplan. De store olieselskaber sørgede for at skaffe den olie, der var brug for, og elselskaberne tog sig af den resterende planlægning. De danske elselskaber var kendt som gode købmænd, når de skulle købe udenlandsk brændsel, og i begyndelsen af 70’erne var omkring 90 % af dansk elproduktion baseret på billig olie. Den resterende del kom fra kul.
Dette ændredes brat med oliekrisen. Mange lande, inklusive Danmark, fik pludselig travlt med at lave nationale energiplaner, samtidig med at de af alle kræfter forsøgte at gøre sig mindre afhængige af olien. Den mest nærliggende løsning for de fleste var at erstatte olien med kul, hvor det var teknologisk hensigtsmæssigt. Der var ikke noget kulkartel, og de mange kulleverandører kunne lettere spilles ud imod hinanden. På mindre end fem år lykkedes det de danske elværker at vende helt om på forholdet mellem olie og kul. Inden udgangen af halvfjerdserne brugte elværkerne således 90 % kul og kun 10 % olie.
På det tidspunkt begyndte man også at tale om ”alternative energikilder”, hvor definitionen typisk omfattede både atomkraft og vedvarende energikilder (VE). I Danmark, som i de fleste industrilande, var de officielle energiplanlæggere langt mere interesserede i a-kraft end i VE. Den almindelige opfattelse var, at VE kunne være udmærket, men under alle omstændigheder ville VE kun kunne give et marginalt bidrag til energiforsyningen. (Den opfattelse synes at have overlevet i dele af dansk industri og dansk politik selv 25 år efter).
Den første officielle danske energiplan blev udarbejdet i det daværende Handelsministerium og offentliggjort i maj 1976
[1]. Hovedpunkterne i denne plan var som følger:
- Omstilling fra olie til kul og a-kraft. Ifølge planens nukleare udbygningseksempel skulle der installeres fire 900 MW a-kraftværker i perioden 1985 til 1993 og derefter to 1300 MW værker, henholdsvis i 1995 og 1999.
- Etablering af et landsdækkende net for naturgas fra Nordsøen.
- Gennemførelse af en varmeplanlægning i alle amter og kommuner med henblik på energibesparelser.
Med undtagelse af indførelsen af a-kraft blev disse punkter stort set gennemført i løbet af de efterfølgende 5-10 år. Hvad a-kraften angår, havde elselskaberne tøvet så længe med at gå helhjertet ind for denne løsning, at der i mellemtiden var skabt en stor folkelig modstand mod denne teknologi. Den historie vil blive fortalt i et andet afsnit i bogen
Den officielle energiplan pegede også på mulighederne for at indføre VE i den danske energiforsyning. VE spillede dog en relativ beskeden rolle for den samlede plan, og målet var, at VE skulle dække 4 % af den primære energi i år 1995.
I første omgang fremlagde Handelsministeriet kun én plan – altså ikke noget alternativ uden a-kraft. Det fik Folketingets Energipolitiske Udvalg til at stille følgende forespørgsel til ministeren:
”Der bedes udarbejdet en alternativ energiplan uden at anvendelse af kernekraft indgår. Det forudsættes herved, at de med alternative energiplaner forbundne anlægsudgifter holdes på et lavere niveau end i handelsministerens fremlagte energiplan, samt at der opereres med en lavere økonomisk vækst og dermed en lavere vækst i el-forbruget”.
Af handelsministerens svar (dateret 13. juli 1976) fremgår det, at man hverken kan gå ind for øget anvendelse af naturgas eller af VE. Forslaget blev derfor at erstatte uran med kul.