Husk mig
▼ Indhold

Klimaet i Egypten

Egyptens klima og vejr:

Nilen
Et tørt og varmt landskab langs Nilen lidt syd for Luxor. Kun tæt på floden er der mulighed for plantevækst, ellers er landskabet præget af ørken som følge af det nedbørfattige klima. Foto: CIA Factbook.
Egypten har et meget varmt og tørt klima. Der er dog betydelige forskelle fra Middelhavsklimaet i nord til ørkenklimaet i syd, hvor der flere steder aldrig falder nedbør.

Køligst er det i det nordlige Egypten, hvor langt størstedelen af befolkningen bor. Her ligger dagtemperaturerne i underkanten af eller omkring 20 grader om vinteren og omkring 30 grader om sommeren. Om natten er det ca. 10-15 grader koldere. I denne del af landet kan der også falde lette regnbyger i vinterhalvåret, dog sjældent mere end 100-200 millimeter årligt. Kommer man blot lidt væk fra Middelhavskysten er nedbørmængderne så godt som ikke eksisterende, eksempelvis falder der kun omkring 25 millimeter om året i hovedstaden Cairo.

Langs kysterne af Det Røde Hav - både på Sinai-halvøen og på kyststrækningen sydfor - er det varmere og tørrere end langs Middelhavskysten. Vintertemperaturerne ligger her på omkring 25 grader om dagen og sommertemperaturerne omkring 35 grader. Nattemperaturerne er ca. 10 grader lavere.

Endnu varmere er det inde på fastlandet, hvor sommertemperaturerne typisk ligger mellem 40 og 45 grader i dagtimerne. Til gengæld kan nætterne bliver kolde, ned omkring 0 til 5 grader i vintermånederne og omkring eller lidt under 20 grader i sommermånederne. De store kontraster i løbet af døgnet skyldes ørkenens manglende evne til at holde på temperaturen.

På grund af luftens lave indhold af fugtighed er de høje temperaturer i Egypten ikke lige så generende, som de ville have været i lande med højere luftfugtighed.

Klimaændringer i Egypten:

Egypten om natten
Langt størstedelen af Egyptens befolkning bor langs Nilen, hvilket tydeligt ses af dette satellitbillede taget om natten. Ændringer i flodens vandmængder som følge af klimaændringer vil derfor have stor betydning for landet. Foto: NASA.
Det egyptiske samfund er meget afhængigt af Nilens tilførsel af vand til de beboede områder langs Nildalen og Nildeltaet, der siden civilisationernes opståen har haft noget af klodens bedste landbrugsjord. Det vækker derfor bekymring, hvis nedbørsforholdene længere sydpå i Afrika ændrer sig som følge af klimaændringer. 95 procent af Egyptens behov for ferskvand dækkes i dag af Nilen.

Vandstandsstigninger i verdenshavene er et andet forhold, der kan få konsekvenser for de lavtliggende områder langs Middelhavet og Det Røde Hav. Især Nildeltaet er et truet område, med millionbyen Alexandria som en by, der kan blive hårdt ramt af stigende vandstand.

Stigende temperaturer i de varme områder i det sydlige Egypten truer også turistindustrien, som står for en betragtelig del af Egyptens bruttonationalprodukt. I forvejen er nogle af de populære destinationer meget varme i sommerhalvåret, hvilket bl.a. gør sig gældende for Sharm el-Sheikh på Sinai-halvøen, hvor en temperaturstigning på et par grader ville bringe dagtemperaturerne op omkring 40 grader i månederne juni til august.

Turistindustrien er også truet af afblegning af de koralrev, som årligt trækker et stort antal besøgende til landet.


Andre landes klima: Australien | Brasilien | Canada | Danmark | England | Frankrig | Grønland | Indien | Island | Italien | Japan | Kenya | Kina | Mexico | Norge | Rusland | Spanien | Thailand | Tyrkiet | Tyskland | USA






 0 kommentar(er) · 24512 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Klimaet i Egypten:

Husk mig

▲ Til toppen
Afstemning
Hvordan vil Coronakrisen påvirke klimadebatten?

Mindre opmærksomhed om klima

Ingen større påvirkning

Øget opmærksomhed om klima

Andet/Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2020 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik