Husk mig
▼ Indhold

Klimakonventionen og Kyotoprotokollen

Artiklen er en del af Klimaproblematikken og kulstofkredsløbet, en onlineudgave af tidsskriftet Geoviden nr. 2, 2006.

< Klimaproblematikkens udviklingIndholdsfortegnelseSucces eller fiasko? >

Klimakonventionen

FN's Klimakonvention blev underskrevet ved Riokonferencen i 1992. Allerede i 1994 trådte den i kraft, hvilket må betegnes som rekord i international miljøsammenhæng. En konvention er en international aftale, hvor landene definerer og erkender et givet problem og forpligter sig at samarbejde for at løse det. Konventionen beskriver generelle målsætninger, samarbejdsformer og de organer som dannes for at forberede og træffe beslutninger. En konvention indeholder fra starten normalt ikke forpligtigelser om at mindske udslip eller lignende, men netop i forbindelse med klimakonventionen forpligtede i-landene sig til en målsætning om at stabilisere deres udslip på 1990-niveau. Dette niveau skal udgøre udgangspunktet for det fortsatte arbejde med yderligere reduktioner, som specificeres ved at man tillægger konventionen protokoller.
Alle deltagerlande er forpligtigede til at gennemføre målinger over deres udslip, udarbejde programmer for at opfylde målsætninger, deltage i videnskabeligt samarbejde og uddannelses- og informationsaktiviteter. I konventionen inddeler man landene i to grupper. De såkaldte Anneks 1-lande består af OECD's medlemslande og de såkaldte transitionslande består af det tidligere Sovjetunionen og Østeuropa. Disse lande har store drivhusgasudslip per indbygger og skal reducere deres udslip. OECD-landene skal betale for Anneks 2-landenes, dvs. ulandenes, medvirken i samarbejdet, stimulere teknologioverførsel og finansiere vedtagne reduktioner. Hvert andet år afholdes en kongres med alle de medvirkende lande, og et sekretariat i Bonn organiserer det løbende arbejde. Der er nedsat en række arbejdsgrupper for videnskabelig og teknisk rådgivning, implementering og finansiering af initiativer. Den første kongres blev afholdt 1995 i Berlin og allerede i Kyoto i Japan var man i 1997 klar til at underskrive Kyotoprotokollen.

Kyotoprotokollen



Kilde: Stefan Anderberg, Geografisk Institut.


I Kyotoprotokollen forpligter i-landene sig til at reducere deres samlede udslip med 5% af 1990-niveauet frem til 2008–2012. EU lovede at formindske udslippet med 8%. Denne reduktion er blevet fordelt mellem EU-landene og Danmark har forpligtet sig til at reducere med 21%! Endvidere skal Østeuropa reducere udslippet med 8%, USA med 7% og Japan og Canada med 6%. Rusland, Ukraine og New Zealand lovede kun at stabilisere udslippene, mens Norge, Australien og Island har tilladelse til at øge deres udslip. Klimakonventionen har således forskellige målsætninger for forskellige lande, i modsætning til de fleste tidligere konventioner, hvor alle lande havde samme forpligtigelse.
Protokollen kræver, at reduktionen skal ske inden for flere sektorer. Det er for at undgå, at landene vælger at gøre det mindst mulige, så som at lukke et enkelt kraftværk. Foruden at forpligtigelserne er specificerede, indføres de såkaldte fleksibilitets-mekanismer. Formålet med disse er at opnå større omkostningseffektivitet, ved at lande kan vælge at bidrage til reduktioner i udlandet i stedet for at reducere egne udslip. Disse mekanismer er af tre typer:

* Clean Development Mechanism (CDM)
er rettet mod u-lande. Denne mekanisme gør det muligt, at tilgoderegne CO2-reduktion mod at bekoste projekter, som bidrager til at formindske udslip.
* Joint Implementation (JI)
retter sig i praksis mod transitionslandene og muliggør for i-lande at investere i effektivisering af fx kulkraftværker i Østeuropa imod formindskede reduktionsforpligtigelser i eget land.
* Emissions Trading Regime (ET)
skal gøre det muligt for i-lande at handle med udslipsrettigheder. Et land hvor det er meget dyrt at mindske udslippene kan købe udslipsrettigheder fra lande, som til lavere omkostninger kan reducere deres udslip. Også industrivirksomheder kan handle med udslip under denne mekanisme.

Før Kyotoprotokollen kunne træde i kraft, var det vedtaget at mindst 55 lande som repræsenterede mindst 55% af udslippene skulle ratificere protokollen. Dette betød, at protokollen ikke kunne ratificeres før USA eller Rusland godkendte den og dette skete først med Ruslands godkendelse i 2004. Først i februar 2005, mere end 7 år efter aftalen blev underskrevet trådte den endelig i kraft.
Det grundlæggende problem i det internationale klimasamarbejde hænger sammen med USA's afvisende holdning over for Kyotoprotokollen. Uden USA's medvirken bliver det ikke kun mere vanskeligt at nå målsætningerne. Handelen med udslip er også blevet langt vanskeligere at gennemføre, fordi det var tiltænkt, at den amerikanske industri ville være den største kunde for udslipsrettigheder. Mange problemer måtte i Kyoto afvente fremtidig afgørelse. Disse problemer omfatter vigtige detaljer i forbindelse med udregning af udslip, dræn og kontrol. Hvad skal man overhovedet gøre med skove og skovplanting? Kan man virkelig med tilstrækkelig sikkerhed udregne, hvor meget CO2 de kan absorbere og lagre? Hvorledes skal udslip og dræn overvåges? I diskussionerne er mange interessemodsætninger kommet frem. Skal skovrige lande virkelig kunne slippe for store dele af reduktionsforpligtigelserne? Når nu aftalen endelig er på plads, har man fået travlt med at få tingene på plads. Den seneste kongres i Montreal i november 2005 var en stor succes, idet det lykkedes at få regelsættet på plads for alle tre Kyotomekanismer. Dette var også på tide eftersom den provisoriske udnyttelse af JI, CDM og ET med tiden er blevet temmelig omfattende og strækker sig langt tilbage i tiden. Nu hvor Kyotoaftalen gælder, er også interessen for handelen med udslipsrettigheder dramatisk stigende, om end usikkerheden om den kommende markedspris er stor, og et gevaldigt problem før man vover sig ud i investeringer.


Udtagning af jordprøver til studie af forandring af kulstof i jord som følge af opdyrkning; billederne viser Bo Elberling i det sydlige højland, Iringa regionen, i Tanzania. Foto: Torben Birch-Thomsen, Geografisk Institut.



Tømmerstokkene skal anvendes til produktion af trækul (Swaziland). Fotos: Torben Birch-Thomsen, Geografisk Institut.


© Stefan Anderberg, Bo Elberling, Lars Krogh, Kjeld Rasmussen, Henrik Søgaard, Torben Birch-Thomsen og GEUS Grafisk, Geocenter København. Tidligere udgaver af Geoviden kan findes på Geocenter Københavns hjemmeside www.geocenter.dk. Her findes også andre informationer om naturen og menneskers udnyttelse af jorden.

< Klimaproblematikkens udviklingIndholdsfortegnelseSucces eller fiasko? >






 0 kommentar(er) · 4261 fremvisninger

Kommentarer
Der er ikke skrevet kommentarer til denne artikel.

Deltag aktivt i debatten om artiklen Klimakonventionen og Kyotoprotokollen:

Husk mig

Lignende indhold
Artikler
Kyoto-protokollen
UNFCCC (Klimakonventionen)
Klimakonventionen
Skal der fortsat arbejdes på en afløser for Kyoto-protokollen?
NyhederDato
EU fornyer måske Kyoto-protokollen i Durban15-06-2011 08:48
Kyoto-samtaler rammer muren07-04-2011 09:45
Danmark når klimamålene i Kyoto-aftalen12-11-2009 23:05
Ny viden om gamle skove vælter Kyoto-beregning11-09-2008 12:37
DebatterSvarSeneste indlæg
Kyoto-målene1102-01-2013 18:40
Kyoto – en politik baseret på astrologi og krystalkugler?1606-10-2009 22:15
Tør vi håbe på ingen Kyoto II ved COP15?110-05-2009 20:59
Kyoto - ikke andet end varm luft2927-12-2008 15:02
Kyoto-aftalen513-12-2008 16:51
▲ Til toppen
Afstemning
Vil Donald Trump trække USA ud af Paris-aftalen?

Ja

Nej

Ved ikke


Tak for støtten til driften af Klimadebat.dk.
Copyright © 2007-2016 Klimadebat.dk | Kontakt | Privatlivspolitik